Forsat interesse for oliejagt i Nordsøen

1. februar 2019
Kort over de udbudte områder.
Kort over de udbudte områder.

Energistyrelsen har modtaget 5 ansøgninger om koncessioner til efterforskning og indvinding af olie og gas i 8. udbudsrunde.

Energistyrelsen har ved ansøgningsfristens udløb i dag kl. 12 modtaget 5 ansøgninger om koncessioner til efterforskning og indvinding af olie og gas i 8. udbudsrunde. 4 selskaber er involveret i ansøgningerne, og desuden vil Nordsøfonden få en andel i alle de kommende koncessioner.

”Jeg er tilfreds med antallet af ansøgninger i 8. udbudsrunde. Det bekræfter, at det danske Nordsøområde betragtes som et stabilt og attraktivt forretningsområde. Det er positivt, for vores Nordsøaktiviteter bidrager med indtægter til samfundet, og selvom Danmark er godt på vej i omstillingen til et lavemissionssamfund, vil olie og gas forsat være en vigtig del af det globale energisystem i en del år endnu, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Se oversigten nedenfor med de selskaber, der deltager i ansøgningerne.

Energistyrelsen vil gennemgå ansøgninger

8. udbudsrunde blev åbnet 26. juni 2018. De udbudte områder omfatter ikke-koncessionsbelagte områder i den såkaldte Centralgrav med tilgrænsende områder vest for 6°15 Ø.

Se kort over de udbudte områder i 8. udbudsrunde.

Når Energistyrelsen har færdigbehandlet ansøgningerne, skal energi-, forsynings- og klimaministeren efter reglerne i undergrundsloven forelægge en redegørelse for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg om, hvilke koncessioner der agtes udstedt. De nye tilladelser forventes udstedt omkring sommerferien.

Energistyrelsen planlægger at afholde regelmæssig udbudsrunder for at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af den danske undergrund. Det er intentionen at afholde nye udbud hvert andet år og dermed at åbne den 9. udbudsrunde i 2020.

Oversigt over selskaber

Selskaber med deltagelse i ansøgninger i den 8. udbudsrunde:

  • Ardent Oil Ltd.
  • Lundin Norway AS
  • MOL Dania ApS
  • Total E&P Danmark A/S

Nordsøfonden er den danske stats olie- og gasselskab og varetager statsdeltagelsen i hovedparten af oliekoncessionerne på dansk område. Siden 2005 har Nordsøfonden deltaget i alle nye tildelte koncessioner.

Kontaktinfo

Pressechef Ture Falbe-Hansen, tlf: 33 92 68 56, tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig