Stigning i forbruget af vedvarende energi i første kvartal af 2017

17. maj 2017

Det faktiske energiforbrug steg med 0,2 pct. i det første kvartal af 2017 i forhold til samme periode året før. Korrigeret for brændselsforbrug ved udenrigshandel med el faldt energiforbruget med 1,7 pct.

Det faktiske energiforbrug steg i første kvartal 2017 sammenlignet med første kvartal 2016. Stigningen i energiforbruget i de første tre måneder af 2017 dækker over, at forbruget af olie og vedvarende energi steg henholdsvis 2,8 pct. og 14,9 pct. sammenlignet med samme periode året før. Samtidig er forbruget af kul og naturgas i det første kvartal af 2017 faldet med henholdsvis 18,1 pct. og 0,7 pct.

Nettoeksport af el i de første tre måneder af 2017 afløste nettoimport af el i den samme periode i 2016. Når der korrigeres for brændselsforbrug ved udenrigshandel med elektricitet, faldt energiforbruget i de første tre måneder af 2017 med 1,7 pct. i forhold til samme periode året før.

Se den månedlige og årlige energistatistik.

Fig. 1: Faktisk energiforbrug i Danmark [PJ]

Stigningen i forbruget af vedvarende energi skyldes især en stigning i forbruget af biomasse på de centrale værker og en øget vindkraftproduktion sammenlignet med 1. kvartal 2016.

På de centrale værker anvendes biomasse i overvejende grad til kraftvarme­produktion, og forbruget følger derfor i vid udstrækning forbruget af fjernvarme. Der har været en stor stigning i biomasseforbruget de tre første måneder af 2017 både i forhold til 2016, men også i forhold til gennemsnittet af forbruget de seneste fem år. Det skyldes bl.a., at Studstrupværket og Avedøreværket nu er ombygget til at kunne fyre med 100 pct. biomasse.

Fig. 2: Biomasseforbrug på centrale anlæg [TJ]

Forbruget af kul på de centrale værker følger også kraftvarmeproduktionen. Stigningen i biomasseforbruget på de centrale anlæg påvirker derfor også kulforbruget på de centrale anlæg, der i første kvartal 2017 faldt både i forhold til første kvartal 2016 samt i forhold til gennemsnittet af forbruget i de samme perioder de 5 forudgående år. Kulforbruget styres dog ikke alene af kraftvarmeproduktionen, men påvirkes også af efterspørgslen på kondensproduktion på det nordeuropæiske elmarked.

Fig. 3: Kulforbrug på centrale anlæg [TJ

Øget udbygning med vindkraft har over en årrække ført til øget vindkraftproduktion, men variationer i vindforholdene fra år til år har en markant indflydelse på vindkraftproduktionen.

Vindkraftproduktionen er steget i februar og marts 2017 i forhold til samme måneder året før, hvorimod vindkraftproduktionen i januar 2017 var noget lavere end i 2016 samt i forhold til gennemsnittet af produktionen i januar de seneste 5 år. Samlet set er der dog tale om en stigning i vindkraftproduktionen på 8,9 pct. i første kvartal 2017 i forhold til 1. kvartal 2016.

Fig. 4: Vindkraftproduktion [GWh]

En stigning i vindkraftproduktionen bidrager til et fald i det samlede energiforbrug, da vindkraft alene bidrager med den producerede el, mens el produceret på termiske kraftværker (med kul, gas og biomasse) også afstedkommer et konverteringstab.

Vindkraften udgjorde 42,5 pct. af den samlede elforsyning i første kvartal 2017, hvor den i første kvartal 2016 lå på 38,4 pct.

Fig. 5: Vindkraftens andel af elforsyning [pct.]

Produktionen af råolie, naturgas og vedvarende energi steg henholdsvis 1,6 pct., 8,4 pct. og 2,4 pct. i 1. kvartal 2017 sammenlignet med samme periode i 2016. Samlet steg produktionen af primær energi med 3,5 pct.

Tabel 1: Energiproduktion og energiforbrug i 1. kvartal i 2016 og 2017 [TJ]


Primær energiproduktion Primær
Energiforbrug
Faktisk
Energiforbrug
Energiforbrugkorrigeret
for nettoimport af el
1. kvartal 2017 154.197 203.959 202.513
1. kvartal 2016 149.054 203.505 205.969

Kilde: Månedlig energistatistik

Kontakt:

Ali Zarnaghi, Energistyrelsen, tlf: 33 92 68 40, e-mail: aaz@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig