Rejsehold hjælper varmeværker til grøn omstilling

27. april 2015

Pressemeddelelse: Klima-, Energi- og Bygningsministeriet

Et nyt rejsehold drager snart ud i landet og rådgiver varmeværker og kommuner om deres muligheder og økonomiske fordele ved at anvende varmepumper i fjernvarmen. Tilbuddet er et initiativ på finansloven, der støtter den grønne omstilling i Danmark.

Der kan være økonomiske og miljømæssige fordele i at etablere eldrevne varmepumper på små og mellemstore decentrale kraftvarmeværker, der i dag bruger naturgas.

Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet lancerer derfor nu et rejsehold og en økonomisk støtteordning, der skal gøre det lettere for varmeværker at høste de gevinster, som varmepumperne kan bidrage med. Rejseholdet skal rådgive varmeværker og kommuner om de konkrete muligheder for at etablere en varmepumpe med udnyttelse af de lokale ressourcer som fx grundvand.

”Jeg har derfor sendt et brev til kommunalbestyrelserne i landets kommuner, der har ansvaret for varmeplanlægningen, om de nye tilbud, som jeg har store forventninger til,” siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Varmepumper sænker varmeregningen med grøn energi

Varmepumper kan omdanne billig strøm til fjernvarme. I perioder, hvor vinden blæser kraftigt, og prisen på el er lav, kan varmepumper sænke forbrugernes varmeregning. Derfor er det målet, at de eldrevne varmepumper fremover bliver en central teknologi i fjernvarmesektoren.

”Store varmepumper passer godt sammen med store mængder vindkraft. De giver klimavenlig varmeproduktion og kan bidrage til lavere varmepriser. Med den markante udbygning af vindkraften i Danmark og vore nabolande frem mod 2020, er det nu, fjernvarmesystemet skal i gang med at omstille sig til mere grøn energi,” siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Energistyrelsen får ansvar for rejseholdet og for administrationen af støtteordningen. Rejseholdet er bemandet fra maj 2015 og bliver placeret i Kolding og København. Tilbuddet løber frem til 2017.

Fakta:

  • På Finansloven er afsat 12 millioner kroner til rejseholdet og 55 millioner kroner til støtte og demonstrationsprogrammet.
  • Varmepumper er skræddersyet til fremtidens energisystem, hvor fleksibelt elforbrug og fleksibel el-produktion er nødvendig for, at en stadig større mængde vindenergi kan udnyttes.
  • Varmepumper kan reducere varmeprisen for forbrugerne. Fx har kraftvarmeværket i Gl. Rye etableret en eldrevet varmepumpe og skåret 3.000 kroner af den årlige varmeregning for en almindelig husejer.

For yderligere kontakt
Jesper Lorentzen, telefon: 41 73 12 73
Bjarne Juul Kristensen, Energistyrelsen, telefon: 33 92 67 52

faktaark_varmepumperejsehold.pdf

Ture Falbe-Hansen
PressechefCenter for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk
 

Bjarne Juul-Kristensen
AC-medarbejder
Center for Forsyning
Tlf.: 33 92 67 52
bjk@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig