Energistyrelsen skal hjælpe Ukraine til mere effektivt energisystem
Pressemeddelelse:
Teknisk og faglig bistand fra Energistyrelsen til opbygning af et helt nyt ukrainsk-dansk Energicen-ter i Kiev skal de næste 3 år hjælpe Ukraine til at reformere deres energipolitik. Chefkonsulent i Energistyrelsen får ledende rolle i samarbejdet.
Energistyrelsen har indgået en rammeaftale med Udenrigsministeriet om levering af teknisk og faglig bistand fra 2015 - 2018 til Ukrainsk-Dansk Energicenter (UDEC), som etableres i Kiev.
Det treårige projekt er finansieret af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram og tager udgangspunkt i en samarbejdsaftale mellem Udenrigsministeriet og det ukrainske Energi- og kulindustriministerium, der blev indgået i december 2014.
Energistyrelsen har omfattende ekspertise i sikker og omkostningseffektiv energiforsyning og energieffektivisering og bidrager under UDEC med teknisk og faglig bistand til Ukraines landsigtede energiplanlægning og energipolitik.
Chefkonsulent i Energistyrelsen udstationeres i Kiev
Det ukrainske Energi- og kulindustriministerium etablerer de fysiske rammer for UDEC og udpeger en leder af UDEC og en teknisk koordinator. Energistyrelsen udstationerer en chefrådgiver til UDEC pr. 1. maj 2015.
Chefrådgiveren er netop udpeget og er Energistyrelsens chefkonsulent Anders Højgaard Kristensen. Anders har betydelig erfaring indenfor langsigtet energiplanlægning og energipolitik, og han har solid erfaring med opgaver i Østeuropa.
Første mission til Kiev i marts
Det konkrete samarbejde under UDEC vil blive indledt med en tre måneders planlægningsfase sammen med ukrainske energi- og miljømyndigheder, som vil resultere i et konkret arbejdsprogram for aktiviteterne under UDEC. Allerede i den sidste uge af marts måned planlægger Energistyrelsen at gennemføre den første mission til Kiev og UDEC.
Der nedsættes en styregruppe for UDEC med det ukrainske Energi- og kulindustriministerium som formand, Udenrigsministeriet som næstformand og ukrainske ressortministerier samt Energistyrelsen som medlemmer.
Som led i det nye samarbejde vil Energistyrelsen allerede i april modtage en delegation fra OECD og Ukraine om energieffektivisering i bygninger og vedvarende energi.
Det nye energisamarbejde med Ukraine vil styrke grundlaget for Ukraines reform af deres energipolitik og styrke samarbejdet mellem Ukraine og Danmark.
Energistyrelsens globale samarbejde
Anton Beck
Kontorchef
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 29 62 39 96
anb@ens.dk
Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk