Nyt værktøj fortæller bygningsejere om risiko for PCB

10. februar 2014

Pressemeddelelse

Energistyrelsen lancerer på PCB-guiden et værktøj, der på en enkel måde oplyser byg-ningsejerne, om der er risiko for PCB i deres bygning. Bygningsejeren kan dermed lettere tage stilling til, om det er relevant at gennemføre prøver eller udskifte konkrete bygningsdele.

Energistyrelsen lancerer på www.pcb-guiden.dk et værktøj, hvor bygningsejere kan indtaste oplysninger om deres bygnings opførelsesår og type og få præsenteret de data om PCB-forekomster i bygningens materialer og indeluft, som er mest relevante for netop deres bygning. Dermed bliver det lettere for bygningsejerne at vurdere, hvor stor risikoen er for, at der er PCB i bygningen, og om det er relevant at gennemføre prøver eller udskifte konkrete bygningsdele.

”Vi er meget glade for nu at kunne lancere dette PCB-risikooplysningsværktøj, der er udviklet på baggrund af resultaterne af den nationale PCB-kortlægning. Formålet er at hjælpe bolig- og bygningsejere med at få et overblik over, om der er risiko for at finde PCB i netop deres bygning, og hvorvidt det kan udgøre et indeklimaproblem”, siger kontorchef Marie Louise Hansen, Energistyrelsen.

Værktøjet giver også oplysning om, hvilke materialer der typisk kan indeholde PCB, og opstiller tjeklister og giver billedeksempler på, f.eks. hvordan en PCB-holdig termorude genkendes. På www.pcb-guiden.dk findes desuden oplysninger om regler om affaldshåndtering, arbejdsmiljø og bygningsejerens ansvar for at håndtere PCB i bygningen.

PCB er en miljøgift, der i perioden 1950-1977 har været anvendt bl.a. i fugemasser i danske bygninger. I december 2013 offentliggjorde Energistyrelsen og Miljøstyrelsen en repræsentativ kortlægning af PCB i danske bygninger. Kortlægningen viste overordnet, at PCB er udbredt i bygninger i PCB-perioden fra 1950-1977. I langt de fleste af bygningerne er PCB-koncentrationerne dog så lave, at det ikke giver anledning til PCB-koncentrationer i indeluften over Sundhedsstyrelsens vejledende aktionsværdier. For alle typer af bygninger estimeres det, at i størrelsen 0,7 – 1,6 pct. af alle bygninger i Danmark vil kunne indeholde PCB-koncentrationer i indeluft over Sundhedsstyrelsens anbefalede laveste aktionsværdi.

Kortlægningen er et solidt videngrundlag, der sikrer, at den fremadrettede indsats mod PCB i bygninger kan målrettes de bygninger, hvor der er størst risiko for at finde PCB, og hvor der kan være risiko for niveauer af PCB i indeluften, der overskrider Sundhedsstyrelsens aktionsværdier.

Kontakt

Kontorchef Marie Louise Hansen, Energistyrelsen, tlf. 3392 6829 eller pressechef Ture Falbe-Hansen, Energistyrelsen, tlf. 3392 6856, mobil: 25 13 78 46.

--------------------------------------------------------------------------------------------------

Fakta om PCB 

  • PCB er en miljøgift, der i perioden 1950-1977 har været anvendt i danske bygninger, bl.a. i fugemasser. PCB kan ophobes i fødekæden, når PCB-holdigt materiale spredes i naturen, bl.a. gennem affald. Derved kan mennesker gennem kosten indtage stoffet. PCB i byggematerialer kan afdampe til indeluften, som ved indånding herved yderligere bidrager til PCB-indtaget. Brugere af bygninger med PCB kan også udsættes for PCB via berøring af PCB-holdige materialer og ved indtagelse af PCB-holdigt støv. 

    PCB-eksponering formodes ikke at forårsage akut sygelighed, men langvarig udsættelse over en årrække kan medføre en række sundhedsskadelige effekter, herunder kan PCB bl.a. være hormonforstyrrende, skade immunsystemet og nervesystemet, og det er potentielt kræftfremkaldende.
     

  • Miljøstyrelsen og Energistyrelsen har fået gennemført en kortlægning af PCB i den danske bygningsmasse. Der er undersøgt et repræsentativt udsnit af etageejendomme, kontorbygninger/offentlige institutioner og én- og tofamiliehuse, der er opført i perioden 1950-1977, hvor PCB blev anvendt i byggematerialer. Resultaterne af kortlægningen er offentliggjort i juni og december 2013 og viser, at:
    • PCB har været betydeligt anvendt i byggematerialer, der er brugt til at opføre bygninger i perioden 1950-1977. Der er fundet materialer med PCB-koncentrationer på ≥0,1 mg/kg i mere end 75 pct. af de undersøgte bygninger. PCB har hyppigst været anvendt i elementbyggerier (fx etageejendomme, kontorbyggerier og institutionsbyggerier). For de undersøgte etageejendomme gælder det, at ca. 90 pct. af bygningerne indeholder PCB, mens det for de undersøgte offentlige institutioner og kontorbygninger gælder, at ca. 80 pct. indeholder PCB. 73 pct. af de undersøgte én- og tofamiliehuse indeholder byggematerialer med PCB. 
    • PCB i byggematerialer kan afgive PCB til indeluften.  Kortlægningen viser, at PCB-forekomsterne i bygninger kun i meget lille omfang afgiver PCB til indeluften i niveauer, der overskrider Sundhedsstyrelsens aktionsværdier. Det estimeres, at andelen af bygninger, der ligger over Sundhedsstyrelsens højeste aktionsværdi (PCB ≥3.000 ng/m3) ligger på 0,01-0,14 pct. samlet set for alle bygninger i Danmark. For Sundhedsstyrelsens laveste aktionsværdi (PCB ≥300 ng/m3), hvor det anbefales at prioritere en indsats for at reducere PCB-niveauet i indeluften, estimeres andelen til 1,3-1,6 pct. af alle én- og tofamiliehuse i Danmark. For etageejendomme estimeres andelen til ca. 0,8 pct. og for offentlige institutioner og kontorejendomme ligger andelen på ca. 1,2 pct. Der blev målt PCB i indeluften i et enkelt én- og tofamilieshus, hvilket statistisk dog betyder, at der formodes at kunne være PCB-niveauer over 300 ng/m3 i indeluften i ca. 20.000 én- og tofamilieshuse i Danmark fra perioden, hvor PCB blev anvendt, da der i den periode blev opført et meget stort antal én- og tofamilieshuse.
    • På baggrund af en række undersøgelser foretaget af kommunerne i perioden 2010-2012 (som led i kortlægningen) er det vurderingen, at der er højere forekomst af PCB i skoler end i andre offentlige bygninger. Dette skyldes bl.a., at flere af skolerne er opført i perioden 1965-1969, hvor brugen af PCB synes at have været på sit højeste. Det estimeres, at der i 0-5 pct. af skolerne fra perioden (0-60 skoler) vil være PCB i indeluften over 3.000 ng/m3. Det svarer ud fra et forsigtig skøn til 0-4 pct. af det samlede antal skoler i Danmark.
  • Det er bygningsejerens ansvar, at bygningen ikke er sundshedsfarlig at opholde sig i. Det gælder også for f.eks. asbest eller skimmelsvamp, ligesom det gælder for PCB i indeluften. Statens Byggeforskningsinstitut udgav i sensommeren 2013 en omfattende teknisk anvisning til, hvordan bygninger henholdsvis screenes og måles for PCB, og hvordan man som bygningsejer kan nedbringe PCB-indholdet i indeluften. Anvisninger findes på www.sbi.dk samt www.pcb-guiden.dk.
     
  • Sundhedsstyrelsen udmeldte i 2009 vejledende aktionsværdier for PCB i indeluften, som kan relateres til forøgede helbredsrisici. Sundhedsstyrelsen har ultimo 2013 opdateret de vejledende aktionsværdier, så der ikke længere sættes en præcis tidsgrænse for, hvor hurtig renovering bør foregå. I stedet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, som bl.a. afhænger af anvendelsen og om bygningen bruges af børn samt graden af forurening. Nærmere information omkring sundhedsrisici findes på www.pcb-guiden.dk
     
  • Fem statslige myndigheder har ansvaret for PCB. Arbejdstilsynet har ansvar for PCB i arbejdsmiljø. Energistyrelsens myndighedsansvar vedrører PCB i indeluften. Miljøstyrelsen har ansvar for korrekt håndtering af PCB-holdigt affald, herunder også byggeaffald. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har ansvar for regler om kommunernes tilsyns- og handlepligt over for sundhedsfarlige boliger og opholdsrum, mens Sundhedsstyrelsen vejleder om PCB og sundhed.

PCB risikooplysningsværktøj på PCB-Guiden, Om PCB på ens.dk

Marie Louise Hansen
Kontorchef

Tlf.: 20 75 78 26
mlh@ens.dk
 
Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig