Danmark og Indonesien samarbejder om udvikling af bæredygtige øer

13. december 2018

Det dansk-indonesiske ø-samarbejde præsenterer i dag to analyser af en bæredygtig omstilling af energisystemet på Lombok. Analyserne viser, at det kan betale sig at integrere op mod 60 % vedvarende energi i Lomboks el-system i 2030. Derudover viser en række pre-feasibility studier, at det er attraktivt at investere i både vind, sol, biomasse og affaldsforbrænding under den gældende regulering.

Resultaterne af to danske studier er i dag blevet præsenteret og diskuteret på en konference i Jakarta. Analyserne af integration af vedvarende energi på Lombok er udført af Energistyrelsen og den danske ambassade i Jakarta. Den ene analyse indeholder en række pre-feasibility studier af el-produktion fra vedvarende energi samt anlæg til integration af vedvarende energi. Studierne viser, at el-produktion fra vind, sol, biomasse og affaldsforbrænding alle er attraktive investeringsmuligheder for private aktører. Energistyrelsen har desuden udført systemanalyser af omkostnings-optimerede scenarier med fokus på integration af vedvarende energi. Resultaterne er bekrevet den kommende Lombok Energy Outlook rapport, som bliver publiceret i januar 2019.

Generalsekretæren for National Energy Council i Indonesien, Pak Saleh, udtaler: ”De to studier af Lombok viser, at der er stort potentiale for vedvarende energi på Lombok, og at vedvarende energi kan integreres effektivt i det regionale system. Dette er et værdifuldt bidrag til den regionale energiplanlægning på Lombok, og det vil fremhæve Lombok, som et attraktivt sted at investere”.

Den danske ambassadør i Indonesien, Rasmus Abildgaard Kristensen, udtaler: “Det dansk-indonesiske samarbejde om energisystemer har været en stor succes indtil videre. Resultaterne ser meget lovende ud, og jeg mener, at der er masser af muligheder for at overføre de gode erfaringer på Lombok til andre regioner og øer. Dette vil reducere udledningen af drivhusgasser og forurening såvel som at reducere omkostningerne til el-produktion til fordel for det indonesiske folk”.

Energistyrelsen og den danske ambassade i Jakarta vil fortsætte samarbejdet med de lokale partnere på Lombok og for yderligere at støtte den grønne omstilling af øen. Derudover vil konceptet blive skaleret til andre ø-systemer og regioner i Indonesien for at støtte udviklingen af vedvarende energi og energiplanlægning i andre områder.

Baggrund:

SSC-programmet mellem Danmark og Indonesien startede i 2016 og er et tæt samarbejde mellem det indonesiske ministerium for energi og ressourcer (MEMR) og National Energy Council (NEC). Formålet er at støtte udviklingen af politik, strategier og løsninger til at øge elektrificeringsraten og til at nå de langsigtede målsætninger om vedvarende energi og energieffektivisering.

De to projekter på Lombok er lavet I samarbejde mellem National Energy Council, den lokale regering på Lombok (Dinas ESDM NTB), Lombokslokale afdeling af elselskabet (PLN NTB), Ea Energianalyse, KPMG, Den danske ambassadeog Energistyrelsen.

En fællesnævner for Indonesien og Danmark er de mange små og mellemstore øer. I Indonesien er mange af øerne inkl. Lombok forsynet med el fra diesel og kulkraftværker i små, fragmenterede el-systemer.

Læs mere om landesamarbejdet med Indonesien på Energistyrelsens engelske hjemmeside.

Kontakt:

  • Fuldmægtig, Loui Algren, +45 3395 4350, loa@ens.dk
  • Fuldmægtig, Marievi Vestarchi, +45 33926747, mev@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig