Staten fik mere end 25 mia. kr. fra Nordsøolien i 2012

27. juni 2013

Fald i produktionen af olie og gas betød lavere indtægter fra Nordsøaktiviteterne. Stort fald i energiforbruget på platformene og laveste udledning af CO2 i 10 år.

Staten fik i 2012 ca. 25,2 mia. kr. i indtægter fra olie- og gasproduktionen, svarende til ca. 65 procent af det samlede overskud fra aktiviteterne i Nordsøen. Det er et fald på godt 15 procent i forhold til 2011, hvor statens provenu blev 30,3 mia. kr.. Det fremgår af Energistyrelsens årsrapport ”Danmarks olie- og gasproduktion samt anden anvendelse af undergrunden 2012”, der netop er offentliggjort.

Nedgangen i de statslige indtægter skyldes bl.a., at produktionen falder i takt med, at de danske felter bliver ældre. Produktionen af olie faldt således med ca. 9 procent sidste år i forhold til 2011 til 11,7 mio. m3, mens produktionen af salgsgas faldt med ca. 14 procent til 4,9 mia. Nm3 i 2012. Olieproduktionen er halveret siden produktionen toppede i 2004.

Den gennemsnitlige oliepris var i 2012 ca. 110 US$ pr. tønde og dermed på niveau med den gennemsnitlige pris i 2011. Til gengæld steg olieprisen målt i danske kroner med godt 11 pct. på grund af højere dollarkurs.

Med en oliepris på 125 US$ pr. tønde skønnes statens samlede indtægter fra Nordsøproduktionen at blive 24-30 mia. kr. pr. år i de kommende 5 år.

Danmark nettoeksportør af olie til og med 2020

Med de prognoser, som præsenteres i rapporten, ventes Danmark at kunne fortsætte med at være nettoeksportør af olie til og med 2020, mens produktionen af gas forventes at overstige det indenlandske gasforbrug frem til og med 2025. Det er tre år længere end skønnet for et år siden og skyldes et fald i det forventede indenlandske gasforbrug i fremtiden.

Med efterforskningsboringen Hibonite-1, der blev indledt i 2012, blev der gjort et nyt fund af olie i den danske del af Nordsøen. Dermed fastholdes en høj succesrate på 80 pct. for boringerne i 6. runde tilladelserne.

Energistyrelsen forbereder i øjeblikket et nyt udbud af tilladelser i den vestlige del af Nordsøen med henblik på at kunne åbne 7. udbudsrunde senere i år, som kan muliggøre nye fund og bidrage til at fastholde et højt investeringsniveau på den danske sokkel.

Ny prognose og ressourceopgørelse i 2014

Energistyrelsen har fra i år justeret frekvensen for udarbejdelse af prognoser. Der vil hvert forår blive udarbejdet en 5 års prognose for olie og gasproduktionen, mens opgørelsen over de danske olie- og gasressourcer samt den langsigtede 20 års prognose fremover udarbejdes hvert andet år. I rapporten indgår en opdateret 5 års prognose fra foråret 2013 og en uændret langsigtet prognose fra efteråret 2012. Se vedhæftede faktaark for detaljer herom.

Laveste udledning af CO2 de sidste 10 år

Klima-, energi- og bygningsministeren aftalte i april 2012 en ny handlingsplan for perioden 2012-2014 med de danske operatører, der skal begrænse energiforbruget offshore. En foreløbig opgørelse viser, at energiforbruget blev reduceret med godt 20 pct. i 2012, og at målsætningen dermed er nået for 2012. Som et resultat af den målrettede indsats for at reducere energiforbruget på anlæggene i Nordsøen blev den samlede udledning af CO2 i 2012 ca. 1,7 mio. tons, hvilket er det laveste niveau i de seneste 10 år.

Fald i antallet af arbejdsulykker

Energistyrelsen gennemførte i 2012 i alt 40 tilsynsbesøg på anlæg i Nordsøen og på land med det mål at sikre et højt niveau af sikkerhed og sundhed for de op mod 3.000 personer, der har deres arbejdsplads på anlæg i Nordsøen. I 2012 har Energistyrelsen registreret 12 anmeldte arbejdsulykker på offshoreanlæg og flytbare beboelsesplatforme. Ulykkesfrekvensen - udtrykt ved antallet af ulykker pr. mio. arbejdstimer - er faldet 70 pct. siden 2004 og er væsentligt lavere end den gennemsnitlige ulykkesfrekvens for samtlige brancher på land.

Rapporten ”Danmarks olie- og gasproduktion samt anden anvendelse af undergrunden 2012” kan hentes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk. Rapporten foreligger i en dansk og en engelsk udgave. Rapporten vil ikke blive udsendt i en trykt udgave.

Se nøgletal for olie- og gasaktiviteterne i Danmark.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Ture Falbe-Hansen, tlf. 33 92 68 56, mobil:25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Vicedirektør Nicolai Zarganis, tlf. 33 92 66 55, e-mail: nz@ens.dk.

Kontorchef Jens Skov-Spilling, tlf. 33 92 75 73, e-mail: jsk@ens.dk

Kontorchef Katrine Nissen, tlf. 33 92 68 88, e-mail: knis@ens.dk

Energistyrelsens årsrapport ”Danmarks olie- og gasproduktion samt anden anvendelse af undergrunden 2012”, This Press Release in English

Faktaark: Energistyrelsens prognoser,

Nøgletal for Danmarks olie- og gasaktiviteter pr. 1. januar 2013

Ture Falbe-Hansen

Pressechef

Center for Organisation

Tlf.: 25 13 78 46

tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig