Nye krav til computere, netværksprodukter og kedlers energieffektivitet

12. februar 2013

Energistyrelsen indbyder til informationsmøde den 22. og 26. februar. På møderne præsenteres Kommissionens forslag til nye europæiske energieffektivitets- og energimærkningskrav til kedler samt computere og produkter, som er forbundet i netværk.

Fredag den 22. februar kl. 13.30- 15.30 informerer Energistyrelsen om Kommissionens forslag til energieffektivitetskrav til computere og krav til energiforbrug i standby for produkter, som er forbundet i netværk.

Tirsdag den 26. februar kl. 13.00-15.00 informeres om Kommissionens forslag til energimærknings- og ecodesignkrav til kedler og vandvarmere, som leverer varme til vandbaserede centralvarmeanlæg og varmt brugsvand. Reguleringen omfatter kedler/vandvarmere, der benytter naturgas, olie eller el. Foruden kedler er luft-vand- og væske-vandvarmepumper samt solvarmeanlæg omfattet af reglerne.

Krav til computere og standby
Computere og anden it er en produktkategori, hvor energiforbruget har været i kraftig vækst gennem flere år. Væksten forventes at fortsætte på grund af stadig større udbredelse og den stigende anvendelse. Kommissionen vurderer, at 60-70 pct. af det omkostningseffektive energibesparelsespotentiale for computere i EU il kunne realiseres gennem anvendelse af anden lovgivning, men de resterende 30-40 pct. vil kun kunne opnås gennem energieffektiviseringskrav i henhold til ecodesigndirektivet. Da computere produceres og handles globalt, vil de kommende krav ikke kun begrænse EU’s energiforbrug, men også kunne få virkning uden for Fællesskabet.

På grund af den hurtige teknologiske udvikling på it-området foreslår Kommissionen, at EU-kravene tages op til vurdering senest 3½ år efter ikrafttræden. Denne vurdering skal ikke kun omfatte en mulig justering af energikravene, men også om det vil være hensigtsmæssigt at stille krav til støj, materialeeffektivitet, genbrug og holdbarhed.

Den gældende EU-forordning for produkters energiforbrug i standby og off mode gælder kun for produkter, som er ”stand alone”. Det råder Kommissionens forslag nu bod på. Der lægges op til grænser for det tilladte energiforbrug for produkter, der er i standby- eller off mode, og som er forbundet i netværk. Kommissionen anfører, at uden indgreb vurderes energiforbruget til ”netværksstandby og -off mode” at løbe op i en størrelse, der svarer til det samlede årlige elforbrug i Finland. Allerede i 2020 vil den foreslåede regulering kunne reducere EU’s forbrug i en grad, der, der er højere end det årlige danske forbrug af elektricitet.

På mødet den 22. februar 2013 vil Energistyrelsen redegøre for detaljerne i de to forslag og de forventede konsekvenser for Danmark. Reglerne gennemføres, forudsat at de besluttes, som såkaldte forordninger i henhold til ecodesigndirektivet.

Krav til kedler mv.
Kedler mv. er den enkeltgruppe af produkter inden for rammerne af ecodesigndirektivet og energimærkningsdirektivets, som har det suverænt største potentiale for energieffektivisering i EU. 3 % af EU's samlede bruttoenergiforbrug stammer fra brugen af kedler og vandvarmere. I konsekvensvurderingen, som følger med forslaget, nøjes Kommissionen med at anføre, at energieffektivitetskrav til og energimærkning af kedler og vandvarmere vil føre til betydelige energibesparelser i EU-27.

Forslagene til fælles EU-krav til mærkning og energieffektivitet vil blive gennemgået på mødet den 26. februar. Energistyrelsen vil desuden redegøre for, hvordan EU-reglerne og kravene i det danske bygningsreglement kommer til at spille sammen, og hvordan de forventede EU-regler og stoppet for etablering af olie- og gasfyr, vil blive knyttet sammen.

Yderligere information
Kommissionens forskellige forslag kan fra den 19. februar downloades fra www.ens.dk/ecodesign

Tilmelding
Af praktiske grunde er tilmelding nødvendig. Send en mail til anvend@ens.dksenest senest to dage før, mødet afholdes. I mailen angives dato for mødet (22. eller 26. februar) og navne på de tilmeldte.

Ecodesign

Peter Nielsen

Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 67 35
pen@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig