Nu indkaldes ansøgninger til EUDP i 2012
Ansøgningsfristen til den første ansøgningsrunde i 2012 for Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram er 6. marts.
Der indkaldes nu ansøgninger til EUDP’s første ansøgningsrunde i 2012. Indkaldelsesmaterialet er offentliggjort, og tilskudsportalen er åbnet. Ansøgningsfristen er den 6. marts 2012.
Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram støtter udvikling og demonstration af innovative energiteknologier. Alle typer energiteknologier kan støttes, herunder effektiv energianvendelse, vedvarende energi og energilagring. Projekter, der kan bidrage til at gøre Danmark uafhængig af fossil energi i 2050, vil blive prioriteret. Det samme vil projekter, der kan udvikle danske erhvervspotentialer til gavn for vækst og beskæftigelse.
Projekter kan omfatte samlede systemer, hvor flere teknologier indgår, og løsninger, hvor eksisterende produkter bruges på nye måder. EUDP ønsker særligt at støtte demonstrationsprojekter og projekter, der rækker helt frem til markedet, herunder om nødvendigt projekter, der omfatter flere trin af teknologiens udvikling.
Programmets indkaldelsesmateriale beskriver nærmere, hvad der kan søges støtte til, og hvilke kriterier, der lægges vægt på ved udvælgelsen af projekterne.
Hvis man vil søge om støtte til et projekt, skal man oprette sig som bruger på tilskudsportalen og udfylde et elektronisk ansøgningsskema og budget mv. Skemaet kan gemmes, mens man arbejder med ansøgningen, og indsendes, når det er klar.
Informationsmøder i januar
Der afholdes informationsmøde den 18. januar 2012 i Århus og den 19. januar 2012 i København. Der vil her blive informeret nærmere om støttemulighederne, erfarne projektledere vil holde oplæg, og det vil være muligt at få sparring på projektidéer. Møderne afholdes i samarbejde med Fornyelsesfonden og DI Energibranchen.
EUDP har 371 mio. kr. til rådighed i 2012. Den næste ansøgningsfrist er den 6. september 2012.
Læs mere om ansøgningsprocessen og find relevant indkaldelsesmateriale her.
Se mere om informationsmøderne.
Yderligere oplysninger: Aksel Beck tlf: 3392 7594, ab@ens.dk.
Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP
Aksel Laurids Beck
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 75 94
ab@ens.dk