Nordisk Ministerråd inviterer til at blive Nordisk energikommune i 2011

25. oktober 2010

De nordiske energiministre har netop skudt projektet ”Nordisk energikommune” i gang. Konkurrencen skal synliggøre og understøtte de nordiske kommuners indsats for bæredygtige energi- og klimaløsninger.

Byer står for hovedparten af verdens energiforbrug og CO2-udledning. Hvis udledningen skal ned, er kommunerne en vigtig faktor. De kan bidrage til den fælles nordiske vision om at omstille til grøn vækst og fossil energiuafhængige eller CO2-neutrale samfund i fremtiden.

Nordisk Ministerråd sætter i 2010-2011 energi og de energirelaterede klimaspørgsmål meget højt på dagsordnen for det nordiske samarbejde. De nordiske energiministre lancerer derfor i dag projekt ”Nordisk Energikommune”. Projektet løber i 2010 og 2011 under den danske og finske formandskabsperiode.

Formålet med ”Nordisk Energikommune” er at fremhæve og understøtte nordiske kommuners indsats for bæredygtige energi- og energirelaterede klimaløsninger. Projektet anerkender kommuner, der gør en særlig indsats for banebrydende og innovative løsninger i samspil med udviklingen af det lokale erhvervsliv og regionaludvikling.

Jeg er imponeret over den indsats så mange kommuner lægger for dagen, når det gælder bæredygtige energiløsninger. De opnår resultater, har ambitiøse planer og udviser et utroligt engagement.  Derfor er det også vigtigt, at kommunernes erfaringer og gode eksempler bliver synliggjort og videreformidlet, så andre kommuner i Norden, og for den sags skyld også internationalt, kan blive inspireret til handling” siger formanden for Nordisk Ministerråd/Energi, klima- og energiminister Lykke Friis, og fortsætter ”Med nominering og udnævnelse til ”Nordisk Energikommune” får de bedste så at sige et officielt stempel som anerkendelse for deres indsats. Jeg har selv været med til at udvælge de danske Energibyer i 2008 og 2009 og ser meget frem til også at se de nordiske projekter.”

Näringsminister Mauri Pekkarinen: ”Den offentliga sektorn har en viktig roll som förebild på energieffektivitet och användning av förnybar energi. Det är även en förpliktelse som ges i energitjänstedirektiv. Kommunerna spelar också en viktig roll i planeringen av markanvändning och transportering. På så sättet påverkar de väsentligt på energiförbrukningen. I Finland har regeringen och lokala myndigheter länge haft ett bra samarbete om frivilliga energieffektivitetsavtal. Samarbete om förnybar energi är en del av avtalssystem. Jag är säker på att genom energikommunprojektet vi kan lära oss från varandra i Norden och vara ett föredöme för världen.”

”Nordisk Energikommune” vil gennem nominering af op til tre kommunale projekter i hvert nordisk land og selvstyrende område samt udnævnelse af én Nordisk Energikommune sætte fokus på bæredygtige energi- og klimaløsninger i de nordiske kommuner. Alle de nominerede projekter og vinderen vil vise, hvordan nordiske kommuner på det lokale niveau kan bistå med synlige og holdbare bidrag til grøn vækst og energiforsyningen i fremtiden. ”Nordisk Energikommune” vil medvirke til at øge bevidstheden om bæredygtige energiløsninger hos de lokale aktører og skabe en platform for samarbejde mellem nordiske kommuner.

På hjemmesiden www.nordiskenergikommune.org findes uddybende oplysninger om projektet, ansøgningsmateriale til konkurrencen m.m. Hjemmesiden vil fungere som et udstillingsvindue både i og uden for Norden for de mange lokale nordiske energiløsninger og alle nominerede projekter vil blive præsenteret på hjemmesiden.

Fakta om konkurrencen:

Om energikommune projektet og ansøgningsmateriale

Ulla Vestergaard Rasmussen
Fuldmægtig
Center for Global Rådgivning og Forhandling
Tlf.: 33 92 75 71
uvr@ens.dk
 

Jette Ellegaard Vejen
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 77 97
jev@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig