Staten går i front med energibesparelser

1. oktober 2009

Energiforbruget i staten skal reduceres med mindst 10 pct. i 2011 i forhold til forbruget i 2006. En ny database skal opsamle forbrugsdata fra institutionerne og resultaterne af energispareindsatsen bliver vist på en ny hjemmeside.

Regeringen har besluttet, at statens energiforbrug skal reduceres med mindst 10 procent i 2011 i forhold til 2006. Denne beslutning er nu udmøntet i et nyt cirkulære om energieffektivisering i statens institutioner. Cirkulæret erstatter cirkulæret om energieffektivisering i statens institutioner fra 2005. 

”Vi går foran med et ambitiøst mål om at spare mindst 10 pct. over de næste par år i statens bygninger. 40 procent af Danmarks energiforbrug bliver i dag brugt i bygninger. Derfor er det også vigtigt, at staten går forrest. Samtidig opretter vi en hjemmeside, der både kan synliggøre statens energiforbrug og sparetiltagene, men i høj grad også giver institutionerne mulighed for at dele de gode idéer til at spare på energien,” siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.

Cirkulæret indfører et rammestyringsprincip, hvorefter det vil være op til de enkelte ministerier m.v. at afgøre, hvorledes de vil nedbringe energiforbruget med 10 pct.

For at understøtte energireduktionen og synliggøre indsatsen er der indført bestemmelser om øget synliggørelse og afrapportering af statens energiforbrug via en ny hjemmeside og en ny database for statens energiforbrug. Således skal hvert enkelt ministerium beskrive deres energispareindsats (de tiltag de har foretaget for at nå reduktionsmålet) på egen hjemmeside, ligesom hver institution skal offentliggøre deres gældende energimærke. Yderligere stilles bl.a. krav om installering af fjernaflæste forbrugsmålere for både el, varme og vand for at mindske institutionernes ressourceforbrug til indberetning af energiforbrug, og samtidig øge validiteten af data. Databasen vil både vise ministerierne og institutionernes historiske forbrug og i vidt omfang også deres løbende forbrug. Hjemmesiden og databasen lanceres ved årsskiftet.

Arbejdet med at revidere cirkulæret er foregået i et tæt samarbejde med de store statslige bygningsejere, Slots- og Ejendomsstyrelsen, Universitets- og Bygningsstyrelsen samt Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. De kommende år vil dette samarbejde fortsætte, så et godt fundament for bl.a. erfaringsudveksling omkring energibesparelser i statslige bygninger sikres. 

Faktaboks

Hovedpunkterne i cirkulæret er:

  • 10 pct. energibesparelser i staten i i forhold til 2006
  • Synlighed og offentliggørelse af energibesparelser og –forbrug i staten
  • Krav om fjernaflæste forbrugsmålere i statens bygninger
  • Mulighed for elektronisk og automatiseret indberetning af energiforbrug til ny database
  • Ny hjemmeside om statens energibesparelser – www.energibesparelseristaten.dk (lanceres ved årsskiftet)

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Klima- og energiministeriet: pressesekretær Tore Keller, tlf: 41 33 94 84, mail: tokel@kemin.dk

Energistyrelsen: Civilingeniør Jette Ellegaard Vejen, tlf: 33 92 77 97, mail: jev@ens.dk

Læs om energispareindsatsen og cirkulære om energieffektivisering i statens institutioner her

Jette Ellegaard Vejen
Specialkonsulent
Center for Erhverv og Energieffektivitet
Tlf.: 33 92 77 97
jev@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig