Opdateret vejledning til regler om nettilslutning af VE-anlæg
Energistyrelsen har offentliggjort en opdateret vejledning til regler om nettilslutning af VE-anlæg (vindmøller, solceller, vand- og bølgekraftanlæg).
Energistyrelsen ønsker med den opdaterede vejledning at tydeliggøre, at det tilslutningspunkt, der henvises til i nettilslutningsbekendtgørelsen, er identisk med nettilslutningspunktet (POC) i Kommissionens forordning (EU) 2016/631 af 14. april 2016 om fastsættelse af netregler om krav til nettilslutning for produktionsanlæg (RfG-forordningen).
Nettilslutningsaftaler indgået efter 5. juli 2021
For nettilslutningsaftaler indgået efter den 5. juli 2021 indebærer dette, at Energistyrelsen kun vil acceptere tilslutningspunkter, der er identiske med nettilslutningspunktet (POC) i RfG-forordningen og som opfylder de hertil knyttede krav. Det indebærer dog samtidig, at nettilslutningsaftaler indgået den 5. juli 2021 eller tidligere efter omstændighederne vil kunne anvende andre typer tilslutningspunkter (også kaldet virtuelle tilslutningspunkter), så længe nettilslutningen er i overensstemmelse med RfG-forordningen. Det er net- og transmissionsvirksomhederne, der påser, at RfG-forordningen er overholdt. Anlægsejer skal ligeledes sikre overholdelse af krav i medfør af RfG-forordningen. Derudover skal alle øvrige relevante regler også overholdes.
Læs vejledningen til regler om nettilslutning af VE-anlæg
Kontakt
Specialkonsulent Emil Axelsen, eax@ens.dk, 3392 7701
Fuldmægtig Kirstine Tambour Kristensen, kten@ens.dk, 3392 7436