100 dage med den nye energimærkningsrapport: Antallet af nye energimærkninger er stigende

21. januar 2022
Foto: Energistyrelsen

Det er nu 100 dage siden, at energimærkningsrapporten har fået nyt design. Siden har 21.000 boligejere fået en af de nye rapporter, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at vide, hvor det bedst kan svare sig at energirenovere.

Energimærkningsrapporten har fået et nyt design, der skal føre til flere konkrete energiforbedringer. Den nye rapport viser, hvor det kan være mest relevant at energiforbedre, hvad der er gevinsterne for økonomi og klima, og hvordan det konkret kan gøres.

Det er nu 100 dage siden, at det nye design trådte i kraft. I 2020 blev der udarbejdet omkring 68.000 energimærkninger, mens det tal er steget til omkring 81.000 i 2021. Det betyder, at mange flere boligejere får glæde af det nye rapportdesign. Energistyrelsen har spurgt en af dem, der som de første møder det nye rapportdesign i deres arbejde, hvordan det er gået med det nye design. Ejendomsmægler Anders Riis fra Realmæglerne fortæller i videoen herunder, hvilke fordele det nye design giver, når han bruger energimærkningsrapporterne i bolighandlerne.


Godt for klimaet og for pengepungen

Det nye layout i rapporterne giver et forbedret overblik over den enkelte boligs bedste energirenoveringer, og kan på den måde være med til at sætte skub i boligejernes energieffektivisering.

”Jeg glæder mig over, at der allerede er over 20.000 boligejere, der nu får konkrete bud på, hvor de kan energirenovere deres boliger. Og antallet af boligejere, der modtager et energimærke er støt stigende. I 2021 blev der udarbejdet over 80.000 energimærkninger. Den nye rapport er et godt værktøj til boligejere, der gerne vil nedbringe boligens energiudgifter og bidrage til den grønne omstilling,” udtaler vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen

Med den forbedrede rapport er det håbet, at flere boligejere vil lade sig inspirere til at energirenovere.

Konkret giver rapporten nu et overblik over, hvad de op til tre bedste renoveringsprojekter ventes at koste, hvor lang tid det tager at gennemføre, og hvad boligejeren kan skære af energiregningen og CO2-udledningen hvert år. Samtidig skaber rapporten en stærkere sammenhæng til den digitale informationsindsats SparEnergi.dk. Her kan den enkelte boligejer eller –køber anvende rapportens oplysninger på hjemmesiden til at finde de energiløsninger, der matcher netop deres behov og blive guidet til hvilken type fagperson, der skal kontaktes.

Baggrund

De nye energimærkningsrapporter og de medfølgende energiforbedringer af danskernes boliger er et vigtigt middel til at reducere udledningerne fra private boliger.

Energimærkningsrapporterne synliggør bygningers energitilstand og viser, hvor det er mest relevant at energiforbedre. De skal blandt andet udarbejdes ved boligsalg, hvis boligens energimærke er ældre end 10 år og ved ansøgning om tilskud til visse typer af energiforbedringer fra Bygningspuljen.

Læs mere om Energistyrelsens energimærkningsrapport her

Se Energistyrelsens materiale, der forklarer den nye energimærkningsrapport:

Fakta

  • Energimærkning af bygninger har to formål:

1) At vise bygningens energimæssige tilstand gennem det beregnede energiforbrug på energimærkningsskalaen. Karaktererne på energimærkningsskalaen går fra A2020 til G. Energimærket gør det derved muligt at sammenligne forskellige bygninger, når en bygning eller lejlighed sælges eller udlejes.

2) At give et overblik over de energimæssige forbedringer, som er rentable at gennemføre. Samtidig præsenteres forslag, som er rentable at gennemføre i forbindelse med øvrige renoveringer – hvad de går ud på, hvad de koster at gennemføre, hvor meget energi og CO₂ man sparer, og hvor stor besparelse der kan opnås på energiregningen.

  • Mere end hver fjerde af de energimærkede boliger har et E, F eller G-energimærke, som gives til boliger med den dårligste energitilstand.
  • I 2021 blev der udarbejdet 81.984 energimærkninger. Det er en stigning fra 67.931 indberettede energimærkninger i 2020.
  • Energimærkninger udarbejdet i det tidligere rapportlayout vil ikke ændre gyldighedsperiode.

Kontakt

Energistyrelsens fagenhed:

Ruth Severinsen, chefkonsulent: tlf. 3392 6847, rse@ens.dk

Energistyrelsens presseenhed:

Laura Andersen, presserådgiver, tlf: 3395 0906, lrsn@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig