Høje energipriser: Danskerne spørger Energistyrelsen til råds

28. marts 2022
Grafik: SparEnergi

Mange danskere kan mærke de stigende energipriser på deres el- og varmeregning, der har fået endnu et nøk opad efter den russiske invasion af Ukraine. Det har fået flere danskere til at benytte Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi for at få råd og vejledning til, hvordan man lettest kan spare på energien.

For en dansk gennemsnitsfamilie, der opvarmer sin bolig med gasfyr, risikerer varmeregningen at blive næsten dobbelt så dyr i 2022 som i 2020. Og nu har Ruslands invasion af Ukraine fået især prisen på gas til at flyve endnu højere i vejret, men også prisen på olie og el er påvirket af situationen.

Det har ført til, at antallet af henvendelser til Energistyrelsens rådgivning i februar 2022 er steget med 12 procent sammenlignet med februar 2021. Et stigende antal danskere vil nemlig gerne høre om hvilke teknologier, der er mest energieffektive og om mulighederne for at få tilskud til at udskifte deres varmekilde.

”Lige nu oplever vi store stigninger i energipriserne, og det har vakt danskernes interesse for at spare på energien. Derfor oplever vi en markant stigning i trafik på både telefoner og digitale platforme,” siger Matilde Grøn Bjørneboe, der er ansvarlig for Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.

Mange ting danskerne selv kan gøre

På SparEnergi.dk og via Energistyrelsens hotline kan man blandt andet få råd til at spare penge på sin varmeregning, energirenovering af sit hus og hvilke tilskudsmuligheder, man kan søge. For der er mange ting, man kan gøre her og nu:

”Det kan være sådan noget som at skrue ned for varmen derhjemme. Det kan man spare op til fem procent af sin varmeregning på, hver gang man sænker temperaturen én grad. Derudover skal vi tilbage til nogle af de råd, vores bedsteforældre måske har givet os som børn: Sluk lyset og andre elektroniske apparater, når du ikke bruger det, træk gardinerne fra om dagen, så solen og varmen kan komme ind, og træk dem så for igen om aftenen for at holde på varmen,” fortæller Matilde Grøn Bjørneboe.

SparEnergi.dk har Energistyrelsen samlet de bedste råd til, hvordan man kan spare på el- og varmeregningen, og hvordan man søger om relevante tilskud og kan få økonomisk støtte.

Fakta: Her er de fem bedste spareråd fra SparEnergi.dk

  1. Sænk temperaturen: Hvis du sænker temperaturen med 1°C i hele huset, sparer du cirka 5 % på varmeregningen. Temperaturen skal dog helst være mindst 18°C af hensyn til fugt.
  2. Spar på vandet - især det varme: Prisen for 1 m3koldt vand er cirka 75 kr. Prisen for varmt vand er en del højere, da det koster 40-85 kroner at varme vandet op.
  3. Indstil termostaterne ens: Har du flere radiatorer med termostat i samme rum – eller i rum med åbne døre imellem – er det bedst at indstille termostaterne ens. Så er dine radiatorer mest effektive.
  4. Træk gardiner for - og fra igen: Træk gardiner og persienner for om aftenen og natten for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Træk dem fra igen om dagen for at få lys og varme ind.
  5. Hold 55 °C i din varmtvandsbeholder: Temperaturen i din varmtvandsbeholder bør være 55 ºC, så sparer man energi og undgår farlige bakterier. Højere temperatur er spild af energi, og beholderen kalker hurtigt til.

Fakta om SparEnergi.dk’s rådgivningstjeneste

  • Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi giver indledende og uvildig rådgivning til private husstande om energibesparelser.
  • De tre mest stillede spørgsmål er:
    Valg af opvarmningsform – hvad kan jeg skifte til, når energipriserne er så høje?
    Tilskud – hvad skal jeg gøre, og er der mulighed for at få tilskud til at udskifte min opvarmningsform?
    Varmechecken og hvilke økonomiske støttemuligheder er der?
  • Rådgivningstjenesten kan også besvare spørgsmål specifikt om Bygningspuljen, der blandt andet giver tilskud til energirenoveringer og tilskud til varmepumper. Samt om Skrotningsordningen, der giver tilskud til varmepumpe på abonnement.
  • Energipriserne er steget markant siden efteråret 2021. Få mere viden om de stigende energipriser her.

Kontakt

Energistyrelsens rådgivning på tlf.: 31 15 90 00 eller info@sparenergi.dk. Der er åbent mandag til torsdag kl. 8-17 og fredag 8-15.

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig