Bæredygtighedskrav til biomasse til biogas
Biomasse til biogas skal opfylde en række bæredygtighedskrav. Læs om kravene, hvordan du indberetter og regler for energiafgrøder.
Virksomheder skal hvert år indberette oplysninger til Energistyrelsen om bæredygtigheden af faste og gasformige biomassebrændsler til produktion af el, varme, køling eller brændsler. Indberetningen omfatter biomassens geografiske oprindelser, mængder og biomassetyper, samt information om opfyldelse af bæredygtighedskrav til den forbrugte biomasse.
Bæredygtighedskravene fremgår af Håndbogen.
Hvilke virksomheder er omfattet
Virksomheder er omfattet af kravet om indberetning, hvis de anvender biomassebrændsler i anlæg til produktion af opgraderet eller renset biogas, elektricitet, varme eller køling, eller anvender biogas til transport- eller procesformål. Anlægsgrænserne er defineret i Håndbogen.
Anlæg, der anvender støtteberettiget biogas, skal uanset kapacitet leve op til det ekstra krav om begrænsning af brugen af energiafgrøder. Fra den 1. august 2023 er alle anlæg omfattet af energiafgrødegrænsen.
Sådan indberetter du
Indberetningen består af en anlægsejerblanket, en blanket med oplysninger om biogasanlægget samt en Excel-skabelon til indberetning af anvendte partier af biomasse.
I Vejledning til biogasindberetning finder du information og vejledning om udfyldelse og indsendelse af blanketter og indberetningsskabelon.
Indberetningerne skal indsendes senest d. 31. marts hvert år.
Indberetningen skal sendes til baeredygtighed@ens.dk
Særligt om indberetningen for 2022-2023
Den årlige indberetningsdato er pr. 1. juli 2023 rykket til 31. marts. og skal fremover følge kalenderåret. Det vil sige, at der til indberetningen 31. marts 2024 indberettes for sidste halvdel af 2022 samt hele 2023 på hver sin indberetning. Energistyrelsen vil fremsende nærmere orientering tættere på datoen for indberetning.
Certificering eller verifikation
Hvis biomassen er omfattet af anlæggets certificering, kan dokumentation for anlæggets certificering efter en godkendt certificeringsordning i sig selv udgøre en tilstrækkelig dokumentation for opfyldelsen af bæredygtighedskravene til biomassen.
Er biomassen ikke omfattet af anlæggets certificering, skal oplysningerne om biomassen kontrolleres af en uafhængig verifikator (kontrollant) før du indberetter forbruget til Energistyrelsen. Verifikator skal kontrollere, at oplysningerne om opfyldelsen af bæredygtighedskrav inkl. drivhusgasbesparelseskrav er korrekte og fyldestgørende i forhold til retningslinjerne i Håndbogen.
Hvis der kun anvendes biomasser uden bæredygtighedskrav (affald og restprodukter fra anden produktion), og anlægget er idriftsat inden 1. januar 2021, behøver indberetningen ikke verificeres.
Du finder godkendte certificeringsordninger på EU-Kommisionens hjemmeside.
På listen med godkendte verifikatorer finder du forslag til, hvilke verifikatorer du kan anvende.
I forbindelse med verifikation af ikke-certificeret biomasse kan leverandøren erklære på tro og love overfor anlægsejeren, at affald og restprodukter fra landbrugsarealer opfylder krav til jordbundskvalitet og kulstofindhold i jord. Se mere om håndtering af disse krav under spørgsmål og svar.
Til indberetningen skal der udfyldes henholdsvis en anlægsejerblanket, en blanket med oplysninger om biogasanlægget samt en opgørelse med de anvendte biomasser. Derudover skal leverandøren erklære på tro og love, at affald og restprodukter fra landbrugsarealer opfylder krav til jordbundskvalitet og kulstofindhold i jord. Se mere om disse krav længere nede på siden.
I forbindelse med dokumentation af ikke-certificeret biomasse kan leverandøren erklære på tro og love overfor anlægsejeren, at affald og restprodukter fra landbrugsarealer opfylder krav til jordbundskvalitet og kulstofindhold i jord.
Verifikator kan udføre stikprøvekontrol af dokumentation for opfyldelsen af krav til jordbundskvalitet og kulstofindhold i jord.
Modellering af jordens kulstofindhold kan indgå som dokumentation for overholdelse af kravet til kulstofindhold i jord. Når MarkOnline bliver udvidet med en kulstofmodel, forventes det, at leverandørerne med dette værktøj vil kunne modellere jordens kulstofindhold som dokumentation.
Dokumentationen for opfyldelse af jordkrav skal som udgangspunkt dække den periode, hvor den anvendte biomasse er dyrket og/eller høstet. I tilfælde hvor dette ligger flere år tilbage skal der som minimum foreligge dokumentation fra juli 2021 og frem. Energistyrelsen vurderer, at følgende er tilstrækkelig dokumentation for opfyldelsen af kravene:
- Udskrift fra markstyringssystem, der viser beregning af jordens kulstofindhold, efterafgrøder, tilførsel af gylle eller tilsvarende praksisser, der er indtastet i systemet, med dertil hørende forklaring af dokumentationen.
- Udfyldt skema for beregning af kulstofbalance. Hvis kulstofbalancen er negativ, skal leverandør kunne henvise til ny beregning med redegørelse for, hvordan der vil opnås ligevægt, herunder hvor meget der skal tilføres af enten husdyrgødning, organisk kompost, afgasset biomasse, slam eller andet.
Nedenstående tiltag vurderes gavnlige for jordens kulstofindhold:
- Tilførsel af husdyrgødning, slam, kompost og anden organisk gødning m.m.
- Efterafgrøder
- Afgrøderester i mark
- Græs
- Reduceret jordbearbejdning
- Tilførsel af biokul
Grænserne for hvilke anlæg, der er omfattet bæredygtighedskravene, afhænger af typen af biomasse og fremgår af Håndbogens afsnit 3.1 og 3.2.
Et anlæg er en kedel/motor eller et opgraderingsanlæg, uanset om flere kedler/motorer deler skorsten eller teknisk udrustning.
Biomasse, som forbruges i anlæg, der hver for sig overstiger grænseværdierne for indfyret kapacitet, er omfattet af bæredygtighedskravene.
Bæredygtighedskravene afhænger af biomassekategori og i visse tilfælde af biomassetypen. Derfor har Energistyrelsen udarbejdet nedenstående kategorisering af biomassetyperne.
Kategorisering af biomassetyperne for 2023-forbruget
For 2024-forbruget er der væsentlige ændringer i skemaet, bl.a. med hensyn til betegnelser på biomassetyper. Der er dog ikke ændret ved fordelingen af biomassefraktioner mellem typerne.
Lovkravene implementerer EU's direktiv for vedvarende energi(VEII-direktivet), for så vidt angår krav til bæredygtigheden af fast og gasformig biomasse. Rammerne fremgår af det vedtagne lovforslag nr. 148/2021.
To bekendtgørelser udstedt i medfør af loven kan læses her:
- Bekendtgørelse om bæredygtighed og reduktion af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler til energiformål, m.v.
- Håndbog om opfyldelse af bæredygtighedskrav og krav til reduktion af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler til energiformål
Supplerende retsakt
EU-Kommissionen vedtog 14. juni 2022 gennemførelsesforordningen om ”regler for verifikation af bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier og kriterier for lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen”. Den er trådt i kraft og finder anvendelse fra 14. december 2024.
Retsakten konkretiserer en række emner og opgaver som primært udspringer af VEII-direktivets artikel 30, herunder:
- Medlemsstaternes tilsynsforpligtigelser med certificeringsorganer
- Præcisering af reglerne for massebalanceprincippet
- Virksomheders muligheder for at kunne optjene negative CO2-emissioner ved en særlig bæredygtig produktion af bioenergi på et landbrugsarea
Tilskudsmodtagere skal én gang om året indberette oplysninger til Energistyrelsen om type og vægt af den biomasse, der er anvendt til produktion af den biogas, som de anvender til f.eks. elproduktion eller opgradering. Hvis tilskudsmodtageren ikke selv producerer den anvendte biogas, skal han bede sin biogasleverandør om at lave en opgørelse over de anvendte biomasser.
Indberetningen skal finde sted senest 31. marts og indeholde oplysninger for det forudgående kalenderår. De anvendte biomasser skal opgøres i bestemte biomassekategorier, bl.a. energiafgrøder og de biomasser, der hidtil er indgået i Landbrugsstyrelsens Leverandørregister for gødningsleverancer.
Biomasseopgørelsen i forbindelse med indberetningen af biomasser til biogas udfyldes af biogasanlægget. Dette gøres i et skema der fremsendes af Energistyrelsen. Indberetning af gødningsregnskab til Landbrugsstyrelsen laves separat og kan ikke tælle som indberetning af biomasseopgørelse til biogas.
Ud fra biomasseindberetningerne laver Energistyrelsen en årlig oversigt over de anvendte råvarer til biogasproduktion. De findes samlet fra perioden 2015/16 og frem, og opdateres hvert år.