Fremme af solenergi

Fremme af solenergi

Energistyrelsen arbejder med fremme af solenergi og administrerer en række støtteordninger. Du kan læse mere om disse ordninger herunder samt få et overblik over processen for opstilling af solceller.

Energistyrelsen arbejder på forskellig vis med at fremme udbygningen af solenergi på land. Energistyrelsen administrerer en række regler og ordninger, herunder tidligere udbudte tilskuds- og støtteordninger, ordninger til fremme af lokal accept af udbygningen af vedvarende energi, nettilslutningsregler mv. Kommunerne er planmyndighed for opstilling af solenergi på land og foretager dermed den faktiske planlægning for opstillingen af solenergi.

Kommuner og opstillere (anlægsejere) af vedvarende energianlæg skal, i forbindelse med etablering og drift af vindmøller, indberette oplysninger om VE-ordningerne og lokale gevinster ved opstilling af vedvarende energianlæg. Kommunerne skal også indberette oplysninger vedrørende sagsbehandlingstider for vindmøller på land. Her kan du læse mere om indberetning

Du kan blive klogere på tidligere udbudte tilskudsordninger, samt ordninger til fremme af lokal accept af udbygningen af vedvarende energi nedenfor. Derudover kan du få et overblik over processen for opstilling af solenergi på land.

 

Ordninger til fremme af lokal accept til vedvarende energi

Lov om fremme af vedvarende energi indeholder fire ordninger, der har til formål at fremme lokalbefolkningens accept af udbygningen med vindmøller og solcelleanlæg. Ordningerne administreres af Energistyrelsen.

De fire ordninger er

  • Værditabsordningen, som giver naboer og lokale borgere mulighed for at få vurderet og udbetalt et værditab på deres bolig forårsaget af vindmølle- og solcelleanlægget.
  • Salgsoptionsordningen, som giver de nærmeste boligejere mulighed for at sælge deres beboelsesejendom til VE-anlægsejeren, hvis der er et vurderet værditab på over 1 pct.
  • VE-bonusordningen, som giver de nærmeste naboer til VE-anlæg ret til at modtage en årlig bonus, som baseres på anlæggets produktion og betales af VE-anlægsejeren.
  • Grøn pulje, som forpligter VE-opstillerne til at indbetale et engangsbeløb til den kommune, anlægget opstilles i.

Herudover giver Garantifonden mulighed for en garantistillelse for finansiering af lokale lavs forundersøgelser mv. i forbindelse med opstilling af vindmøller eller solcelleanlæg.

Læs mere om de 4 ordninger

Ordningerne skal evalueres i 2024 i henhold til Aftale om ordninger til fremme af lokal og kommunal opbakning til vedvarende energi af 13. november 2019. Der er i 2022 udarbejdet en baselineundersøgelse baseret på de tidligere gældende ordninger med henblik på at etablere et muligt sammenligningsgrundlag for evalueringen i 2024.

Undersøgelsen kan findes her Baselineundersøgelse 2022 til evaluering af VE-ordninger

Baggrund for ordningerne

Med energiaftale 2018 blev det aftalt at give de daværende ordninger et eftersyn med henblik på at sikre, at de medvirkede til at fremme lokal og kommunal opbakning til VE-anlæg, herunder forbedre forholdene for berørte lodsejere.

Med det afsæt blev en række notater udarbejdet om dels de allerede eksisterende ordninger, og dels om nye mulige ordninger. Du kan finde notaterne her:

Støtte til sol

Energistyrelsen administrerer støtteordninger til solcelleanlæg, der både inkluderer mindre taganlæg samt større anlæg i det åbne land. 

Historisk har solcelleanlæg i Danmark i vid udstrækning været afhængige af økonomisk støtte for, at elproduktionen herfra var rentabel. Derfor har der gennem tiden været flere forskellige støtteordninger til fremme af solcelleudbygningen i Danmark. Disse har både støttet elproduktion gennem direkte støtte og indirekte gennem forskellige afregningsordninger. 

Læs mere om de tidligere støtteordninger til solceller

Fra ansøgningspuljer til teknologineutrale udbud 

Der har gennem årene været en bevægelse fra åbne pristillægsordninger og ansøgningspuljer til en mere udbudsbaseret støttetildeling. I et udbud konkurrerer markedsaktørerne om støtte. Tilsagn om støtte gives kort fortalt til de projekter, der kan levere grøn strøm billigst. I 2016 blev der afholdt et solpilotudbud, hvor der blev udbudt pristillæg for elektricitet fra solcelleanlæg på hver højest 2,4 MW, inden for en ramme på 20 MW, hvoraf 2,4 MW også kunne placeres i Tyskland. Herefter fulgte et solspecifikt udbud på anlæg under 1 MW i 2018.

I 2018 introduceredes de teknologineutrale udbud, som gav opstillere af VE-anlæg mulighed for at konkurrere på tværs af teknologier. Der er blevet afholdt tre teknologineutrale udbud i hhv. 2018, 2019 og 2021.

Læs mere om de teknologineutrale udbud  

I forbindelse med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 blev det besluttet at igangsætte en analyse af, om der fortsat var behov for de teknologineutrale udbud. Analysen blev offentliggjort af Energistyrelsen d. 13. juni 2022 og konkluderede bl.a., at statslig støtte gennem de teknologineutrale udbud generelt ikke er nødvendig fremadrettet for at gøre VE-projekterne rentable.

Analyse af det fremadrettede behov for teknologineutrale udbud

Med  Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 blev det bl.a. besluttet, at stoppe de teknologineutrale udbud på baggrund af, at VE på land i høj grad kan opføres støttefrit. Det blev samtidigt besluttet, at en del af midlerne fra TNU svarende til 355 mio. kr. i stedet skulle benyttes til en ny pulje til vedvarende energi på mindre tilgængelige arealer. 

Overblik over processen for opstilling af solcelleanlæg

Energistyrelsen har udarbejdet en hjemmeside med informationer vedrørende etablering af vedvarende energianlæg, herunder solcelleanlæg. På hjemmesiden, veprojekter.dk, der er rettet mod professionelle opstillere, findes også vejledning om, hvilke overvejelser man bør gøre sig, samt en detaljeret tringuide til processen og hvilke tilladelser, der kræver for at opsætte vedvarende energianlæg.

På samme hjemmeside kan du læse mere om EU’s nødretsforordning om fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi, der blev vedtaget  d. 22. december 2022 og trådte i kraft d. 30. december 2022. 

Private forbrugere, der ønsker at opsætte solceller kan finde råd og vejledning hertil på Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk

Spørgsmål og svar vedr. den offentlige sektors opsætning af solceller

Kontakt

Landvind og sol
Mere om Solenergi