Energistyrelsen godkender afvikling af platform på Ravn-feltet
Energistyrelsen har den 15. april 2024 godkendt, at operatøren Wintershall Noordzee B.V endeligt afvikler Ravnfeltets platform i den danske del af Nordsøen. Afviklingen af Ravn-feltet vil være den første fulde afvikling af et olie- og gasfelt i Danmark.
Energistyrelsen har den 15. april godkendt, at Wintershall Nordzee B.V indstiller indvindingen af olie og gas på Ravn-feltet, afkobler rørledninger og forsyningsledning samt endeligt afvikler og dermed fjerner feltets jacket og platform.
Afgørelsen træffes bl.a. i medfør af undergrundslovens § 10, stk. 3.
Energistyrelsen har forud for meddelelse af godkendelse gennemført en miljøvurderingsproces af projektet. Processen har bl.a. omfattet en Espoo-høring, der angår grænseoverskridende påvirkninger i forbindelse med projektet og høring af de berørte nabolande.
Energistyrelsen kan pålægge rettighedshaver til kulbrintetilladelser at fjerne anlæg m.v., som staten ikke ønsker at overtage efter endt anvendelse. Danmark har derudover i regi af Ospar konventionen forpligtet sig til at fjerne anlæg etableret i Nordsøen til indvinding og transport af olie og gas efter endt brug. Det betyder, at platform og tilhørende installationer skal nedtages og fjernes for at blive transporteret i land til ophugning eller genanvendelse. Rørledninger er ikke omfattet af denne forpligtelse.
Energistyrelsen forventer at træffe afgørelse vedrørende afvikling af rørledninger og forsyningsledning for Ravn-feltet senere på året.
Danmarks første feltafvikling
Ravn-feltet er beliggende i den danske del af Nordsøen ca. 245 km fra den danske vestkyst. Afviklingen af Ravn-feltet vil være den første fulde afvikling af et olie- og gasfelt i Danmark. Ansøgningen om afvikling af Ravn-feltet samt miljøkonsekvensvurdering er indsendt af Wintershall Noordzee B.V. på vegne af rettighedshaverne i tilladelserne 5/06 og 2/16.
Aktiviteterne i forbindelse med afkobling af rørledninger og forsyningsledning og afvikling af jacket og platform planlægges at begynde i juni 2024 og forventes afsluttet inden udgangen af september 2024.
Baggrund
Ravn-feltet er udbygget med en ubemandet olieproduktionsplatform, der er forbundet til den tyske A6-A-platform med to rørledninger og en forsyningsledning. Produktionen fra Ravn-feltet er blevet håndteret og behandlet på A6-A-platformen. Ravn-platformen og tilhørende installationer blev bygget i 2015, og Ravn-feltet har produceret i perioden mellem 2017 og 2020. Wintershall Noordzee B.V. meddelte i december 2021, at de ønskede at indstille alle aktiviteter i Ravn-tilladelserne.
Fakta om Ravn feltet:
- Ravn-feltet ligger i tilladelserne 5/06 og 2/16, og er primært et oliefelt
- Wintershall Nordzee B.V. er operatør for Ravn-tilladelsen
Læs Energistyrelsens godkendelse af afvikling af anlæg på Ravn-feltet.
Supplerende links: