Vær forberedt, hvis energiforsyningen svigter
Danmarks energiforsyning er generelt stabil og robust. Af og til sker der dog nedbrud. Lidt forberedelse hjælper dig, din husstand og resten af samfundet godt igennem sådan en situation.
Den danske forsyningssikkerhed er høj. Der er i gennemsnit strøm i stikkontakten 99,99 procent af tiden i løbet af et år, og vi har beredskabslagre for gas og olie med flere måneders forbrug på lager. Den hyppigste årsag til strømafbrydelser i Danmark er overgravede kabler, og de fleste afbrydelser er kortvarige. Men af og til sker det, at dele af elnettet er nede i længere tid. Derfor er det en god idé at være forberedt på, hvordan man bedst klarer sig uden strøm.
Samfundet er stærkt afhængigt af energi, ikke mindst el. Uden strøm kan mange dagligdags aktiviteter ikke gennemføres. El adskiller sig fra de fleste andre goder ved, at det er vanskeligt at lagre i stor skala. El skal produceres i det øjeblik, det bruges. Det gør elsystemet mere følsomt over for uheld og utilsigtede hændelser end andre tekniske systemer. Systemet er dog bygget sådan op, at det skal kunne tåle et udfald en vilkårlig enkeltkomponent.
Energistyrelsen følger udviklingen på tværs af energiformer og gør løbende status på energiforsyningen på baggrund af aktuelle data.
Hvad kan du selv gøre?
Ved at følge nogle simple råd, kan du klare dig på egen hånd, hvis forsyningen af energi bliver afbrudt. Hvis du kan klare dig selv uden myndighedernes hjælp, er der flere kræfter til at hjælpe de borgere, der ikke kan.
Beredskabsstyrelsen har samlet en række gode råd til, hvordan du og din husstand kan forberede jer på en krisesituation. Rådene kan findes på brs.dk/forberedt. Der kan du også downloade pjecen ”Forberedt på kriser” på dansk og en række andre sprog. I pjecen finder du myndighedernes anbefalinger til, hvordan du kan sammensætte dit hjemmeberedskab, så du kan klare dig i tre døgn under en større krise eller katastrofe.
Energistyrelsen giver herunder et overblik over, hvad en afbrydelse af energiforsyningen – særligt elforsyningen – kan betyde for dig og din husstand. Der er også gode råd til, hvordan du kan forberede dig og komme bedst muligt igennem sådan en situation.
Hvis strømmen er afbrudt
- Stort set alle varmekilder er afhængige af elforsyning, for eksempel til drift af cirkulationspumper. Det er oplagt, at varmepumper og elradiatorer ikke virker uden strøm, men selv om du har eget fyr eller fjernvarme, er varmeforsyningen som oftest også afhængig af, at der er strøm i stikkontakten. Din brændeovn er en undtagelse – hvis du har adgang til brænde at fyre med.
- Det er en god idé at have tænkt igennem og være forberedt på at kunne holde varmen i koldt vejr i tilfælde af et længerevarende strømsvigt. Sørg for at have adgang til varm beklædning. Tæpper og dyner kan også tages i brug.
- Køleskabe og frysere er afhængige af strøm. De holder længere på kulden, hvis du undlader at åbne dem unødigt.
- Med en batteridrevet radio kan du holde dig orienteret om situationen. Sørg for, at den er opladt - eller at have friske batterier på lager.
- Det er en god forberedelse at have ekstra batterier eller opladte powerbanks klar, så du kan oplade mobiltelefoner og bærbare computere. Vær dog opmærksom på, at dataforsyningen og telefonnettet også kan være nede ved længere strømafbrydelser.
- Har du bil, kan du eventuelt bruge bilbatteriet som backup og oplade dine små elapparater. Vær opmærksom på, at bilen ikke kan starte uden strøm på batteriet.
- Tænk over, hvordan du klarer dig uden elektrisk lys. En lommelygte eller batteridrevet lampe kan være en del af løsningen. Sørg for, at den er opladt - eller at have friske batterier på lager.
- Selv om du har husstandsbatteri og/eller solceller på taget og producerer din egen strøm, kan anlægget som hovedregel ikke forsyne din husstand, hvis det er koblet på elnettet, og der er strømafbrydelse. Det kræver en særlig opsætning. Husk, at det er farligt og ulovligt selv at rode med din elinstallation.
- Det ikke lovligt at sende strøm tilbage ud på nettet ved strømafbrydelse, da det kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for kabelreparatører. Juridisk er der ikke noget i vejen for, at man som borger kan have egenproduktion i lukket kredsløb ved strømafbrydelse. Det er dog vigtigt at have for øje, at denne egenproduktion skal leve op til de krav, der stilles af Sikkerhedsstyrelsen. Det er også vigtigt at understrege, at der skal være en hovedafbryder til husstanden, så man kan sikre, at man er afkoblet det kollektive net, og derfor ikke risikerer at sende strøm ud på nettet.
- Det er vigtigt, at beskyttelsesudstyret i installationen, fx RCD (fejlstrømsafbryder) og overstrømsbeskyttelsesudstyr (automatsikringer/smeltesikringer) også kan yde beskyttelse, hvis installationen er frakoblet den offentlige forsyning. Det vil langtfra altid være tilfældet, da batteri og solceller typisk ikke kan levere en effekt, der er tilstrækkelig til, at beskyttelsesudstyret kan yde den nødvendige beskyttelse. Derfor er det vigtigt, at en autoriseret elinstallatørvirksomhed altid udfører og verificerer installationer med en omkobbelbar alternativ forsyning.
- Desuden er der en teknisk udfordring, da det er nødvendigt, at solcellerne og batteriet er installeret med "grid-forming"-invertere. Langt størstedelen af anlæg er installeret med "grid-following"-invertere. Forskellen på de to typer er, at grid-forming kan danne sin egen frekvens, hvorimod grid-following er afhængig af, at der er et net med den frekvens, den kan "følge". Hvis der ikke er installeret grid-forming, er det ikke sikkert at anvende strømmen, da det kan ødelægge elektroniske genstande i huset.
Elforbrugere har ikke ret til at modtage elektricitet i situationer hvor der mangler elektricitet i systemet. Derfor er det vigtigt, at offentlige og private institutioner, der er afhængige af elektricitet, selv sikrer deres strømforsyning i kritiske situationer. Det kan fx ske ved hjælp af et nødstrømsanlæg.
Vejledning om nødstrøm er første gang udgivet af Energistyrelsen i 2010 og siden opdateret flere gange senest januar 2023. Formålet med vejledningen er, at oplyse offentlige og private institutioner og virksomheder om mulighederne for at sikre sig mod strømafbrydelser og belyse relevante aspekter af nødstrømsforsyning.