Energistyrelsen godkender overdragelse af ejerandele i to olie- og gastilladelser i Nordsøen
Petrogas Denmark ApS, Petrogas E&P UK Limited (Petrogas) og Danoil Exploration A/S (Danoil) overtager det fulde ejerskab af to eksisterende tilladelser til olie- og gasefterforskning og -indvinding i Nordsøen. Det sker, efter de hidtidige medejere, Dana Petroleum Netherlands B.V. og Nordsøfonden, har valgt at trække sig ud. Det har Energistyrelsen godkendt i henhold til undergrundsloven.
Fremover vil Petrogas eje 85 procent og Danoil 15 procent af de såkaldte Robin Hood-tilladelser i Nordsøen, som består af tilladelse 12/06 (Lille John & Broder Tuck) og tilladelse 4/16 (Broder Tuck nabo).
Energistyrelsen har godkendt overdragelsen af ejerandelene, og at Petrogas overtager operatørskabet under tilladelserne fra Dana. Energistyrelsen har vurderet, at Petrogas og Danoil også efter overdragelsen besidder den nødvendige og tilstrækkelige tekniske og finansielle kapacitet.
Energistyrelsens godkendelse sker blandt andet på vilkår af, at MAB LLC stiller moderselskabsgaranti for Petrogas’ forpligtelser. MAB LLC er moderselskab i Petrogas-koncernen og hjemmehørende i Oman. Den moderselskabsgaranti, som OK allerede har stillet for Danoils forpligtelser, vurderes som dækkende. Danoil er en del af den danske OK-koncern.
Dana PLC, der sammen med Nordsøfonden udtræder af tilladelserne, skal desuden afgive en erklæring om subsidiær hæftelse for skader, som eventuelt senere måtte opstå i forbindelse med de allerede afviklede brønde. Formålet er at forøge den økonomiske sikkerhedsstillelse over for staten.
FAKTA
Overdragelse af tilladelser
- I henhold til undergrundsloven kan rettighedshavere til tilladelser til olie- og gasefterforskning og -indvinding Nordsøen overdrage dele af eller hele ejerskabet til andre aktører, såfremt dette godkendes af Energistyrelsen i henhold til de i undergrundsloven fastsatte kriterier.
- Overdragelser kan alene godkendes, hvis rettighedshaver også efter overdragelsen skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet og kan forventes at udøve virksomhed sådan, at samfundet har mest mulig indsigt i og gavn af denne, jf. undergrundslovens § 29, stk. 2.
- Kompetencen til at træffe afgørelse om overdragelser af ejerandele i tilladelserne i Nordsøen er delegeret fra klima-, energi- og forsyningsministeren til Energistyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1366 af 28. september 2022 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.
- Robin Hood-tilladelserne er beliggende i den sydlige del af den danske Nordsø. Tilladelserne blev tildelt hhv. i 2006 (Lille John & Broder Tuck) og 2016 (Broder Tuck nabo).
- Der er i tilladelse 12/06 gjort to fund: Broder Tuck (Midt Jura gas/kondensat) og Lille John (Midt Miocæn olie).
- Status for tilladelserne er, at der endnu ikke er truffet beslutning om udbygning af felterne med produktionsanlæg eller etableret olie- og gasproduktion. Tilladelserne løber frem til 2046.