Gaspriserne er eksploderet: Virksomheder undgår kæmperegninger med hjælp fra Erhvervspuljen

25. marts 2022
Billede: SparEnergi

Flere virksomheder har med tilskud fra Erhvervspuljen skiftet gas ud med varmepumper og slipper nu for at bekymre sig om de stigende gaspriser. Erhvervspuljen åbner igen for tilskud den 29. marts.

Krigen i Ukraine, sanktioner mod Rusland og tvivl om forsyningssikkerheden er nogle af de faktorer, der har sendt priserne på naturgas på himmelflugt. En udvikling, der også rammer hårdt i de danske virksomheder, der bruger naturgas.

Det gjaldt også blandt andet B2B Auctions og Ib Andresen Industri, indtil de med tilskud fra Erhvervspuljen skiftede gaskedlerne ud med varmepumper i 2021.

Sparer hundredtusindvis af kroner årligt

Produktionsvirksomheden Ib Andresen Industri i Langeskov på Fyn investerede selv 2,6 millioner kroner, men fik samtidig et tilskud på 600.000 kroner fra Erhvervspuljen.

En beslutning, som de stigende gaspriser med tiden har gjort mere og mere fordelagtig, fortæller energi- og miljøchef Kasper Dalgas Rasmussen.

"De svingende energipriser er gået hen og blevet en vigtig faktor, efter vi har investeret i de her projekter. Det gør, at tilbagebetalingstiden på projekterne bliver bedre, da energien bliver dyrere, og det her sparer rigtig meget energi," siger han.

Tilbagebetalingstiden var oprindelig 4,7 år for Ib Andresen Industri, men den periode bliver altså nu kortere i takt med, at gaspriserne stiger.

Standardløsninger letter ansøgningsprocessen

Auktionshuset B2B Auctions i Jyderup på Vestsjælland investerede 200.000 kroner og fik et tilskud på 70.000 kroner fra Erhvervspuljen til at installere varmepumper i sine lagerhaller.

"Der er ikke nogen tvivl om, at tilskuddet var det, som gav os stødet til at sige: ”Nu gør vi det”," forklarer direktør Gregers Hastrup, og fortsætter:

"Det at lave selve ansøgningen var ikke svært. Der var nogle baggrundstal, der skulle være i orden, og da der var styr på dem, så var det faktisk kun et par timers arbejde, og så var ansøgningen klar."

Energistyrelsen arbejder løbende på at gøre det lettere at søge tilskud, og til en række forskellige projekttyper findes der standardløsninger, der letter ansøgningsprocessen betragteligt.

Derfor håber vicedirektør Stine Leth Rasmussen også, at mange virksomheder følger i sporene på Ib Andresen Industri og B2B Auctions og søger tilskud, når Erhvervspuljen åbner den 29. marts.

"Med de stigende energipriser er der meget at vinde for virksomhederne ved at gennemføre grønne energiprojekter så hurtigt som muligt. Det vil både styrke konkurrenceevnen og virksomhedens grønne profil. Og med flere standardløsninger og 215 mio. kr. i puljen i denne runde er der rigtig gode muligheder for at få tilskud," siger Stine Leth Rasmussen.

Erhvervspuljen

Eksempler på projekter, der kan få tilskud:

  • Udskiftning af kedel med varmepumpe
  • Etablering af varmegenvinding
  • Forbedring af klimaskærm
  • Energioptimering af procesanlæg

Standardløsninger kan bruges ved:

  • Belysning
  • Brændselskedler (op til 1.000 kW)
  • Komfortventilation
  • Trykluft
  • Varmeforsyning

Så meget kan man få i tilskud

Tilskuddet dækker op til 50 % af omkostningerne til et energispareprojekt. Tre parametre sætter grænsen for, hvor meget man kan få i tilskud:

  • Op til 7 øre pr. sparet kWh:
    Man kan få op til 7 øre i tilskud pr. sparet kWh pr. år over energisparertiltagets levetid.
  • Op til 50 % af omkostningerne: 
    Virksomhedens størrelse bestemmer, hvor stor en del af omkostningerne til projektet, man maksimalt kan få dækket af tilskuddet.
  • Op til € 15 mio.:
    Et projekt kan maksimalt få tilskud svarende til et beløb på 15 mio. euro.

Bemærk: Der kan ikke søges til tiltag i husholdninger, transportsektoren, fiskeri- og akvakultursektoren, energiomdannelsessektoren og energiindustrien. Private personer, foreninger samt og offentlige institutioner og virksomheder kan ikke søge om tilskud.

Erhvervspuljen åbner yderligere to gange i løbet af 2022

Kontakt

Kontorchef Rikke Reumert Schaltz, tlf: 33 95 12 53, Rkrs@ens.dk
Presserådgiver Laura Andersen, tlf: 33 95 09 06, Lrsn@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig