Kæmpe stigning: Grøn pulje til innovation oplever stor interesse

13. marts 2020
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har modtaget ansøgning om 897 millioner kroner fordelt på 88 energiprojekter. Det er en stigning på 55 procent i forhold til sidste ansøgningsrunde.

EUDP-programmet har eksisteret siden 2007 og har kun én gang tidligere oplevet så stor efterspørgsel på støttemidler til ny innovativ energiteknologi.

”Vi har kunnet konstatere en øget interesse for EUDP-programmet. Da forårets ansøgningsrunde havde deadline i fredags, havde vi modtaget ansøgninger for knap 900 millioner kroner, hvor virksomhedernes egenfinansiering er ca. 660 millioner kroner,” siger bestyrelsesformand for EUDP, Anne Grete Holmsgaard.

Puljen er også større end hidtil

Heldigvis er EUDP-støttepuljen på rekordhøjt niveau. I årets første ansøgningsrunde kan der uddeles støtte for godt 250 mio. kr. til innovative udviklings- og demonstrationsprojekter. EUDP-sekretariatet skal i de kommende måneder kvalitetssikre og evaluere de indkomne projekter, så EUDP’s bestyrelse kan tildele endelige tilsagn midt i juni.

”Det er super positivt, at der er så mange ansøgninger. Det tyder på øget interesse for, og vilje til, at bidrage til, at vi kan komme i mål med ambitionen om at reducere udledningerne af CO2 med 70 procent frem mod 2030. Og for at få styrket den videre udvikling af danske klimavenlige teknologier til både hjemmemarkedet og til eksport,” siger Anne Grete Holmsgaard.

EUDP-midler skaber jobs og vækst til gavn for klimaet

Siden 2007 har danske skatteydere investeret godt 4,4 milliarder kroner i grøn energiteknologi gennem EUDP, og de penge viser sig at være godt givet ud. Det viste den seneste evaluering af EUDP-programmet.

Hver tilskudskrone har skabt en meromsætning på fem kroner. I samlede tal er der dermed opnået en meromsætning på 12,2 milliarder kroner for midlerne, og der forventes en yderligere meromsætning på 5,3 milliarder kroner indenfor 3-5 år.

Ifølge evalueringen har programmet resulteret i 3.200 flere fuldtidsbeskæftigede. Og det er sandsynligt, at det tal vil stige til 5.400 i løbet af en kortere årrække.

EUDP-programmet hjælper også indirekte med at blåstemple idéer og koncepter over for private investorer. Når først der er tildelt EUDP-støttemidler, bliver det nemmere at tiltrække supplerende private midler.

Til efteråret begynder EUDP’s anden ansøgningsrunde, hvor puljens størrelse vil være på et lignende niveau.

Om EUDP

  • Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) er en offentlig tilskudsordning, der støtter udvikling og demonstration af effektive og klimavenlige energiteknologier.
  • EUDP har til formål at fremme danske energipolitiske målsætninger samt øge forsyningssikkerheden og bidrage til udnyttelsen og udviklingen af danske erhvervspotentialer til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Kontakt

Sekretariatschef i EUDP, Claus Meineche, +45 33 92 77 93, clme@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig