Fald i PSO-tariffen for 1. kvartal 2020

10. december 2019
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

PSO-tariffen for 1. kvartal 2020 er fastsat til 2,6 øre per kWh. Det er væsentligt lavere end PSO-tariffen for 4. kvartal 2019.

Tariffen for 1. kvartal 2020 ligger væsentligt under sidste kvartals tarif på 7,6 øre/kWh og også under sidste års gennemsnitlige tarif på 3,8 øre/kWh. Det skyldes først og fremmest de øgede lempelser af tariffen over på finansloven. Indregnet overdækning er også et væsentligt element. Produktion fra vindkraft samt biomasseværker er typisk højere i 1. kvartal end i 2. og 3. kvartal, men en anelse lavere end i 4. kvartal, hvilket også påvirker tariffen i nedadgående retning i forhold til sidste kvartal.

Med PSO-aftalen fra 2016 blev det besluttet at overflytte udgifterne til vedvarede energi fra PSO-tariffen til finansloven i årene frem mod 2022. Som resultat heraf er der blevet overført yderligere 1,2 mia. kr. fra PSO-tariffen til finansloven i forhold til 2019. Dette bidrager i høj grad til en lavere gennemsnitlig PSO-tarif i 2020 end i 2019.

PSO-tariffen er fastsat med udgangspunkt i en forwardpris på 331 kr./MWh (33,1 øre/kWh) i Østdanmark og på 324 kr./MWh (32,4 øre/kWh) i Vestdanmark. Disse priser er på niveau med priserne for forudgående kvartaler. Høje forwardpriser sænker udgifterne til støtteberettiget produktion, idet højere elpriser medfører lavere tilskud til primært havvindmølleparker.

Den forventede, forbrugsvægtede gennemsnitlige PSO-tarif for 2020 ender på 2,5 øre/kWh, mens den i 2019 var på 3,8 øre/kWh.

Læs specifikation af PSO-tariffen for 1. kvartal 2020 .

Hvad er PSO?

PSO står for Public Service Obligation og er en tarif, som bliver opkrævet over elregningen hos forbrugerne. Pengene går til at støtte miljøvenlig elproduktion og forskning og udvikling inden for elområdet.

PSO-tariffen beregnes forud for hvert kvartal. Det sker på baggrund af prognoser til de kommende tre måneders udvikling af elprisen, strømproduktion og elforbrug. Da det ikke er muligt præcist at forudsige priserne på elmarkedet, eller f.eks. hvor meget vindmøllerne producerer, så justeres PSO-tariffen for, hvad der er opkrævet for meget eller for lidt i de tidligere kvartaler.

Kontakt

Ingeborg Ørbech, Energistyrelsen, tlf: 33 924944, e-mail: irb@ens.dk.

Supplerende links

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig