Opdateret fremskrivning viser faldende udgifter til støtte af vedvarende energi
Energistyrelsen har opdateret fremskrivningen af det forventede støttebehov til elproduktion. Under fravær af nye tiltag viser fremskrivningen et stort fald i støtteudgifterne frem mod 2030.
Energistyrelsens opdaterede fremskrivning beskriver det forventede støttebehov frem mod 2030 under de nuværende rammevilkår og den vedtagne politik, og fremskrivningen inkluderer dermed ikke nye tiltag. Med denne forudsætning forventes udgifterne til støtte til elproduktion, at falde fra ca. 6,3 mia. i 2019 til ca. 3 mia. kr. i 2030 (faste 2020-priser).
Det generelle fald i udgifterne er et udtryk for, at en række støtteordninger udløber, og at støtten til mange eksisterende anlæg udløber i perioden. Støtteudgifter i forbindelse med fremtidige tiltag er dermed ikke indregnet i denne fremskrivning.
Udviklingen i årlige støtteudgifter til elproduktion:
Læs mere om den opdaterede støttefremskrivning, oktober 2019.
Fakta:
Fremskrivningen af støtteudgifter er baseret på Basisfremskrivning 2019, som viser udviklingen under fravær af nye tiltag - et såkaldt frozen policy forløb. PSO-fremskrivningen skal dermed ikke betragtes som en prognose for det langsigtede støtteniveau til vedvarende energi men alene en fremskrivning af udgifter til vedtagne tiltag.
Hertil kommer at udgifterne er meget følsomme, da de påvirkes af ændringer i en række faktorer, herunder elprisen, vejrforhold samt kapaciteter på anlæg.
Fremskrivningen inkluderer omkostninger til alle de støtteordninger, der tidligere har været finansieret via PSO-tariffen som en del af forbrugernes elregning. Med Aftale om afskaffelse af PSO-afgiften fra november 2016 blev det besluttet, at udgifterne finansieres fuldt ud via finansloven fra 2022. Frem mod 2022 vil der være en gradvis indfasning, således at en del af udgifterne dækkes via PSO-tariffen og en del via finansloven. Der findes andre støtteordninger til elproduktion og anden vedvarende energi, som er finansieret via Finansloven. Disse ordninger er ikke inkluderet i VE-støttefremskrivningen.
Kontakt:
Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk
Fuldmægtig Ingeborg Ørbech, Systemanalyse, tlf: 33 92 49 44, e-mail: irb@ens.dk.