Sådan sparer du energi i julen
Energistyrelsen har samlet en række gode råd til, hvordan du sparer på energien i julen.
Vælg lyskæder med indbygget timer
Skal du have nye julelyskæder i år, så vælg dem med timer og LED-pærer. LED-pærer bruger mindre strøm og holder længere end glødepærer og halogener – og med en indbygget timer sikrer du, at de kun lyser i de timer, der er brug for det.
Tænk på energiforbruget, når du forbereder julemaden
Udnyt eftervarmen:
Ovn, massekogeplader og glaskeramiske kogeplader er varme et stykke tid efter, de bliver slukket. Den varme kan du udnytte ved at slukke nogle minutter før, maden er helt færdig.
Brug mikroovnen til små portioner:
Opvarm og tilbered små portioner i mikrobølgeovnen i stedet for at bruge ovn eller kogeplade. På den måde kan du spare ca. 70 % af strømforbruget.
Tø de frosne varer op i køleskabet:
Har du julegåsen eller stegen i fryseren, så tag den ud af fryseren i god tid og lad den tø op i køleskabet. Så sparer køleskabet strøm.
Skyl ikke af:
Du behøver ikke skylle servicet af, inden du stiller det i opvaskemaskinen. Langt de fleste maskiner kan sagtens vaske rent, selvom du kun skraber maden af tallerknerne. Luk lågen helt - så tørrer madresterne ikke ind.
Læs mere om, hvordan du får en lavere energiregning, når du laver mad.
3 huskeregler, hvis du tager på juleferie
Skal du ud at rejse i juleferien, så spar på energiforbruget i hjemmet, mens du er væk:
- Sluk lyset .
- Afbryd strømmen til alt elektronik - fx opladere, spillekonsol og TV.
- Tøm og sluk køleskabet, hvis du er væk i længere tid.