PSO-tariffen for 2. kvartal 2018 bliver 14,7 øre per kWh
PSO-tariffen for 2. kvartal 2018 er fastsat til 14,7 øre per kWh. Det er på niveau med PSO-tariffen for 1. kvartal 2018.
PSO-tariffen er fastsat med udgangspunkt i en forwardpris på 244 kr./MWh (24,4 øre/kWh) i Østdanmark og på 228 kr./MWh (22,8 øre/kWh) i Vestdanmark. Disse priser er lavere end for det forudgående kvartal. De lavere forwardpriser er med til at øge udgifterne til støtteberettiget produktion i forhold til det forudgående kvartal, idet lavere elpriser medfører højere tilskud til havvind og grundbeløbsværker. Vindproduktionen er typisk lavere i 2. og 3. kvartal, hvilket omvendt påvirker tariffen i nedadgående retning. Samlet set ligger PSO-tariffen for 2. kvartal 2018 marginalt lavere end for 1. kvartal 2018, hvor den var 14,9 øre/kWh.
Med PSO-aftalen blev det besluttet at overflytte udgifterne til vedvarede energi fra PSO-tariffen til finansloven i årene frem mod 2022. Som resultat heraf er der blevet overført yderligere 0,5 mia.kr. fra PSO-tariffen til finansloven i forhold til 2017. Dette bidrager til en lavere gennemsnitlig PSO-tarif i 2018 end i 2017.
Den gennemsnitlige PSO-tarif for 2018 skønnes at blive 15,0 øre/kWh og var i 2017 15,5 øre/kWh.
Læs specifikation af PSO-tariffen for 2. kvartal 2018.
Hvad er PSO?
PSO står for Public Service Obligation og er en tarif, som bliver opkrævet over elregningen hos forbrugerne. Pengene går til at støtte miljøvenlig elproduktion og forskning og udvikling inden for elområdet.
PSO-tariffen beregnes forud for hvert kvartal. Det sker på baggrund af prognoser til de kommende tre måneders udvikling af elprisen, strømproduktion og elforbrug. Da det ikke er muligt præcist at forudsige priserne på elmarkedet, eller f.eks. hvor meget vindmøllerne producerer, så justeres PSO-tariffen for, hvad der er opkrævet for meget eller for lidt i de tidligere kvartaler.
Den 1. januar 2018 overgik opgaven omkring fastsættelse af PSO-tariffen fra Energinet til Energistyrelsen. Derfor bliver PSO-tariffen herefter beregnet og udmeldt af Energistyrelsen.
Kontakt: Ingeborg Ørbech, Center for Systemanalyse, Energieffektivitet & Global Rådgivning, Energistyrelsen, +45 3392 4944, e-mail: irb@ens.dk