Energistyrelsen godkender plan for genopbygning af Tyra

24. oktober 2017

Energistyrelsen har i dag godkendt en plan for fuld genopbygning af anlæg på Tyra-feltet. Mærsk Olie og Gas A/S ansøgte den 28. april 2017 herom på vegne af Bevillingshaverne til Eneretsbevillingen og deres DUC partnere.

Energistyrelsen har godkendt en plan for fuld genopbygning af anlæg på Tyra-feltet. Den fulde genopbygning af anlæg på Tyra-feltet er det primære element i den aftale om den fremtidige udvikling i Nordsøen, som regeringen indgik 22. marts 2017 med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF og den efterfølgende aftale med bevillingshaverne (på vegne af DUC partnerne) af 23. marts 2017.

Anlæggene på Tyra-feltet skal renoveres, da havbunden under anlæggene er sunket som følge af mange års gasproduktion.

Tyra fortsat knudepunkt for olie og gasindvinding

Godkendelsen er baseret på, at anlæggene genopbygges fuldt ud, og at Tyra dermed fortsat kan tjene som knudepunkt for gas og olie indvindingen fra det nordlige område af Eneretsbevillingen. Tyra skal fremadrettet have kapacitet til at behandle produktion fra nye projekter i området – både fra tillægspotentialer indenfor Eneretsbevillingen og fra eventuelle tredjeparter – og der er stillet vilkår, som skal sikre at disse potentialer udnyttes.

Den godkendte plan omfatter:

  • genopbygning af fire brøndhovedplatforme og to stigrørsplatforme,
  • omlægning af enkelte rørledninger til og fra Tyra Vest og Tyra Øst
  • etablering af en ny behandlingsplatform og en ny beboelsesplatform ved Tyra Øst
  • fjernelse af to integrerede beboelses- og behandlingsplatforme, to platforme til afbrænding af gas (flaring) og to bromoduler med tilhørende bærende konstruktioner og afvikling af enkelte rørledninger.

20 mia. kr. for den samlede genopbygning

De samlede udgifter til genopbygning, etablering af nye anlæg og fjernelse af platforme m.v. vurderes på nuværende tidspunkt at beløbe sig til omkring 20 mia. kr. (2017-priser). Investeringen anslås pt. at ville koste ca. 16,3 mia. kr. (2017-priser), som forventes at blive omfattet af de planlagte, kommende skattelempelser, jf. Nordsøaftalen. Hertil kommer afvikling af dele af det nuværende anlæg som led i renoveringen til ca. 3,7 mia. kr. (2017-priser). Det bemærkes, at beløbene løbende justeres i takt med at kontrakterne for genopbygningen indgås.

Gas- og oliereserverne fra Tyra og Tyra Sydøst felterne forventes at udgøre henholdsvis 22 mia. Nm3 gas og 7 mio. m3 olie. Hertil kommer mulighed for indvinding af 129 mio. tønder olieækvivalenter inden for Eneretsbevillingsområdet, som ikke ville kunne udvikles uden Tyra anlæggenes fulde genopbygning.

VVM-redegørelse for projektet

Den fulde genopbygning af Tyra feltets anlæg udføres i henhold til og indenfor rammerne af den VVM-redegørelse ”Redegørelse for miljømæssige og sociale virkninger – ESIS – Tyra”, som har været i offentlig høring i perioden fra 19. juni 2017 til 25. august 2017.

Se VVM-redegørelsen: ”Redegørelse for miljømæssige og sociale virkninger – ESIS – Tyra” og afgørelse om VVM samt høringsnotat.

Inden udgangen af 2017 skal bevillingshaverne sammen med DUC partnerne træffe den endelige investeringsbeslutning og meddele, om det er besluttet at iværksætte den fulde genopbygning af Tyra-feltet.

Kontakt:

Specialkonsulent Kirsten Lundt Erichsen, tlf: 33 92 68 73, e-mail: kle@ens.dk

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig