Godkendelse af vedvarende energi-anlæg på havet

To procedurer: Udbud eller åben dør

I Danmark kan du få tilladelse til at opstille havvindmøller ved hjælp af to procedurer: udbud eller åben dør.

Ved udbud udbyder staten et projekt, typisk på en bestemt placering og i en bestemt størrelse. Ved åben dør-proceduren har projektudvikleren selv ansøgt om tilladelserne til et projekt af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering. Der kan ikke søges om nye kommercielle projekter under åben dør-ordningen, da nye tilladelser ikke kan udstedes i overensstemmelse med EU-retten. Sagsbehandlingen af allerede eksisterende åben dør-projekter med tilladelser fortsætter, da de er i overensstemmelse med EU-retten.

Både vedvarende energi-anlæg efter udbud og åben dør kræver de samme tre tilladelser. 

 

Læs mere om åben dør-ordningen. 

Læs mere om aktuelle udbud på havvindmølleparker.

Det kræver tre tilladelser at opstille vedvarende energi-anlæg på havet

Både ved udbud og åben dør skal myndighederne udstede  tre tilladelser ifølge VE-loven, før man kan opstille vedvarende energi-anlæg på havet. De tre tilladelser er en forundersøgelsestilladelse, en etableringstilladelse og en tilladelse til udnyttelse af energien.

  • Forundersøgelsestilladelsen gives, så der kan laves specifikke undersøgelser af lokaliteten, hvor der ønskes at opstille et anlæg.  En forundersøgelsestilladelse gælder typisk for ét år. Derefter skal man indsende en såkaldt forundersøgelsesrapport til Energistyrelsen. Forundersøgelsesrapporten indeholder bl.a., en vurdering af projektets virkning på miljøet (en miljøkonsekvensvurdering).
  • Etableringstilladelsen udstedes efter, at projektudvikleren har fremsendt en ansøgning om etableringstilladelse med resultaterne fra miljøkonsekvensvurderingen. Etableringstilladelsen er nødvendig for, at man kan begynde at opføre et vedvarende energi-anlæg på havet. 
  • Tilladelsen til udnyttelse af energien (den såkaldte elproduktionstilladelse) gives inden anlægget sættes i drift. Den dokumenterer bl.a., at vilkårene i etableringstilladelsen er opfyldt.

Undervejs i processen konsulterer Energistyrelsen andre relevante myndigheder for at sikre, at alle relevante vilkår bliver stillet i tilladelserne. 

Det er nødvendigt at vurdere påvirkningen af miljøet

Anlæg, der producerer vedvarende energi på havet, kan påvirke miljøet. Sådanne anlæg kan f.eks. være vindmøller. Hvis Energistyrelsen eller andre myndigheder forventer, at et anlæg vil påvirke miljøet væsentligt, er det nødvendigt at vurdere de miljømæssige konsekvenser.

Vedvarende energi-anlæg på havet kan f.eks. påvirke internationale naturbeskyttelsesområder (habitatområder). Hvis Energistyrelsen vurderer, at et projekt kan have en væsentlig påvirkning af et sådan habitatområde, skal der udarbejdes en vurdering af, hvilke direkte eller indirekte virkninger, projektet har på de arter og naturtyper, som naturbeskyttelsesområdet er udpeget på baggrund af (en habitatkonsekvensvurdering). 

Energistyrelsen kan typisk ikke give tilladelse til et projekt, hvis vurderingen viser, at projektet vil skade et internationalt naturbeskyttelsesområde. Typisk vil en habitatkonsekvensvurdering være en del af VVM-redegørelsen. 

Tilladelse til repowering og levetidsforlængelse af eksisterende havvindmølleparker

Anlægsejer af et eksisterende anlæg, som producerer vedvarende energi, har mulighed for at modtage tilladelse til en forlængelse af elproduktionstilladelsen og en tilladelse til repowering af elproduktionsanlægget jf. VE-loven og bekendtgørelse om en forenklet og hurtig ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering. 

Der er en række forhold, som skal være opfyldt før, at Energistyrelsen kan udstede tilladelserne. Energistyrelsen har i den forbindelse udarbejdet en vejledning, som beskriver ansøgnings- og tilladelsesprocessen for repowering og forlængelse af elproduktionstilladelsen.

Vejledning om repowering og levetidsforlængelse

Katalog over presfaktorer i det marinemiljø

Som et led i Tillægsaftale om udbudsrammer for 6 GW havvind og Energiø Bornholm, blev det bestemt at indføre krav om, at to af de seks kommende havvindmølleparker, skal bidrage med positive påvirkninger på havmiljøet og biodiversiteten. Kravet gælder for Nordsøen I A1 og Kattegat. Kravet forpligter koncessionshaver til at indarbejde såkaldt natur-inkluderende design i havvindmølleparken for minimum 50 mio. kr. pr. park. Energistyrelsen har derfor fået udarbejdet et katalog over relevante presfaktorer i havmiljøet for projektområderne. Koncessionshaver kan bruge kataloget som reference i udviklingen af de natur-inkluderende tiltag, som vil skulle godkendes af Energistyrelsen.

Katalog

Kontakt

Søren Keller
Chefkonsulent (+45) 3392 6690
Anja Lundberg
Specialkonsulent (+45) 3392 6819
Anette Norling
Chefkonsulent (+45) 3392 6735