Lille John-1 efterforskningsboringen fandt olie
PA Resources UK fandt olie i sandsten af Miocæn alder i efterforskningsboringen Lille John-1.
PA Resources UK Limited har som operatør for tilladelse 12/06 boret efterforskningsboringen Lille John-1 (5504/20-05) i den sydvestligste del af Nordsøen. Boringen fandt olie i sandsten af Miocæn alder og svage indikationer på kulbrinter i kalk af formodentlig Danien alder. Den miocæne lagpakke er et relativt underudforsket efterforskningsmål på dansk område, og det spændende fund i Lille John-1 kan vise sig at blive den første udnyttelse af kulbrinter fra et reservoir af Miocæn alder i Danmark.
Lille John-1 blev boret som en nærved lodret boring og fandt olie i sandstenslag af Miocæn alder. Der blev udtaget sidevægskerner og væskeprøver samt foretaget omfattende målinger. I forbindelse med boringen i lag af Nedre Palæocæn alder måtte operatøren to gange genbore en sektion med henholdsvis sideboringen Lille John-1A og Lille John-1B. Lille John-1B gennemborede tætte kalklag, der viste svage indikationer på kulbrinter og sluttede i Zechstein saltlag i en dybde af 1307 meter lodret under havets overflade.
Rettighedshaveren vil nu vurdere resultaterne fra Lille John-1 nærmere og lægge en plan for de yderligere arbejder, der skal afgøre, om oliefundet kan udnyttes kommercielt.
Borearbejdet i Lille John-1 blev påbegyndt den 10. september 2011 med boreplatformen ENSCO 70 på positionen 55° 24' 39,62" N; 04° 49' 37,275" Ø (UTM zone 31; 6 142 182,14 N; 615 672,86 Ø), hvor vanddybden er 45 meter.
Nedenstående tabel viser selskabernes andele i tilladelse 12/06:
Kortbilag for Lille John-1
Mette Søndergaard
Geolog
Center for Forsyning
Tlf.: 3392 7602
mes@ens.dk