Politisk aftale sikrer fremtidens grønne elnet

8. juni 2021
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressemeddelelse:

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået politisk aftale om en mere robust el-infrastruktur. Aftalen lægger første grundsten til, at vi i Danmark i fremtiden kan bruge grøn strøm langt mere end i dag. Det er centralt for at indfri klimamålet om 70 procents reduktion i 2030. Aftalen lægger fundamentet for regeringens kommende elektrificeringsstrategi.

For at sikre en grøn omstilling af Danmark og 70 procents reduktion i vores udledning af drivhusgasser skal vi bruge grøn strøm i langt flere sammenhænge, end tilfældet er i dag. Der skal f.eks. bruges mere strøm til opladning af elbiler og individuelle varmepumper. Det kræver, at de virksomheder, som leverer strøm til danskerne, de såkaldte netvirksomheder, får nye rammer, som understøtter, at elnettet kan håndtere det øgede forbrug, uden at elpriserne skyder i vejret. Aftalen er dermed det første vigtige skridt mod at sikre, at det danske distributionsnet for el er gearet til fremtidens øgede forbrug af grøn strøm.

”I fremtiden skal Danmark i langt højere grad drives af grøn strøm. Med den her aftale lægger vi fundamentet til elektrificeringen af Danmark. Vi sikrer, at elnettet ikke bliver en stopklods, men derimod et solidt udgangspunkt for at understøtte den grønne omstilling. Aftalen er med til at sikre, at vi er på forkant med udviklingen samtidig med, at det ikke bliver på bekostning af forbrugernes elregning,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Aftalen leverer også på ét af benene i den kommende elektrificeringsstrategi. Når reguleringen af netvirksomhederne gøres klar til den øgede elektrificering skabes endnu bedre forudsætninger for, at den grønne strøm bliver udnyttet bedst muligt, og at aktører på tværs af sektorer får de bedste muligheder for at elektrificere.

Der sikres samtidig ordnede forhold i elsektoren, med lige konkurrenceforhold mellem netvirksomhederne, der beskytter forbrugeren mod højere elpriser. Aftalen indeholder også en opdatering af reguleringen for strømafbrud hos forbrugerne, hvor der er balance mellem omkostninger og leveringskvaliteten. Det sikrer tryghed for strøm i stikkontakterne, også i en fremtid med et væsentligt anderledes elforbrug.

Aftalen er indgået mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance samt Alternativet, og den sikrer dermed en robust og fremtidssikret regulering.

Carsten Kissmeyer, Venstre:

”Elektrificeringen af samfundet sætter store og nye krav til vores el-infrastruktur. Derfor er vi i Venstre glade for, at vi med aftalen sikrer, at netselskaberne kan lave de investeringer, der er nødvendige for at håndtere fremtidens øgede elforbrug og dynamiske elproduktion. For Venstre er det vigtigt, at vi bruger intelligente løsninger og opretholder forsyningssikkerheden, mens vi sikrer lave og stabile priser for forbrugerne.”

Signe Munk, SF:

”Elnettet skal geares til flere elbiler og varmepumper. Vi sætter nu rammerne for, at der kan blive lagt moderne elkabler ud i hele Danmark, så der er strøm i kontakten til den store elektrificering, som vi står overfor.”

Torsten Gejl, Alternativet:

”Fremtiden er grøn strøm, og det er enormt vigtigt at fremtidssikre el-infrastrukturen. Derfor er Alternativet glade for at være med i denne aftale.”

Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

”Enhedslisten mener, at det er utroligt vigtigt at netselskaberne, som er ejet af andelsselskaber har gode betingelser for sikre, at der bliver investeret tilstrækkeligt, så vores elforsyning fungerer godt. Også når vi frem mod 2030 kommer til at bruge langt mere elektricitet til elbiler og varmepumper. Vi vil sikre forsyningssikkerheden og en bedre styring af elforbruget. Enhedslisten ser frem til at forhandle strategi for elektrificering.”

Læs hele aftaleteksten via dette link.

Læs bilag 1 til aftalen her.

Læs bilag 2 til aftalen her.

FAKTA

  • Stemmeaftalen følger bl.a. op på Klimaaftalen for energi og industri fra sommeren 2020 og Elreguleringsudvalgets anbefalinger
  • Der er 40 såkaldte netvirksomheder i Danmark, der hver især har bevilling til at drive virksomhed i et geografisk afgrænset område
  • På Energistyrelsen hjemmeside er der offentliggjort analyser vedr. Fremtidssikret eldistributionsnet, Leveringskvalitet i distributionsnettet, samt Analyse af konkurrenceforholdene i elsektoren, der fagligt belyser forskellige dele af den samlede stemmeaftale
  • Netvirksomhedernes opgave er bl.a. at sikre tilstrækkelig og effektiv transport af elektricitet samt at vedligeholde og udbygge elnettet

Kontakt: 

Klimaministeriets pressetelefon 41 78 32 05

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig