Energistyrelsen udsteder etableringstilladelse til Frederikshavn Havvindmøllepark
Energistyrelsen har den 26. oktober 2022 meddelt etableringstilladelse til Frederikshavn Havvindmøllepark. Projektet har en samlet kapacitet på 72 MW.
Energistyrelsen har med tilladelsen givet Frederikshavn OWF ApS ret til at opføre elproduktionsanlægget Frederikshavn Havvindmøllepark. Projektet omfatter opstilling af op til fem havvindmøller på en højde op til 256 meter. De fem havvindmøller bliver placeret fire kilometer fra kysten ved Frederikshavn Havn.
Ligger stort høringsarbejde bag
Energistyrelsen har truffet afgørelsen på baggrund af Frederikshavn OWF´s ansøgning om etableringstilladelse fra den 20. maj 2022 og er meddelt i henhold til § 25 i lov om fremme af vedvarende energi. Det er muligt at klage over Energistyrelsens afgørelse, og en klagevejledning fremgår af afgørelsen, der er offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside.
Energistyrelsen og Frederikshavn Kommune gennemførte i perioden den 25. maj 2022 – 5. august 2022 en offentlig høring af miljøkonsekvensrapporten for Frederikshavn Havvindmøllepark. Energistyrelsen og Frederikshavn Kommune har udarbejdet høringsnotater, hvor myndighederne har forholdt sig til de indkomne høringssvar. Høringsnotaterne er offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside.
Fakta om projektet
Projektet omfatter opstilling af op til fem havvindmøller på en højde op til 256 meter med en samlet kapacitet på 72 MW, som er placeret fire kilometer fra kysten ved Frederikshavn Havn og 1,8 kilometer fra kysten ved Hirsholmene.
Du kan læse mere om projektet på Energistyrelsens hjemmeside
Kontakt
Yderligere information kan findes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk eller ved henvendelse til Energistyrelsen ved Søren Keller, ske@ens.dk, tlf: 3392 6690 eller Celia Ardal, cap@ens.dk, tlf: 3392 7556.