Nye regler for energiledelse og energi- og klimasyn træder i kraft 1. juli

19. juni 2024

De nye regler følger af det omarbejdede EU-direktiv om energieffektivitet, samt af Aftalen om grøn skattereform for industri mv.

Reglerne vedrørende det lovpligtige energisyn gælder i dag for store virksomheder (ikke-SMV’er). Fra 1. juli træder nye regler i kraft, der indebærer, at det fremover er virksomheder med stort energiforbrug, som omfattes af reglerne. Desuden suppleres kravet, så de omfattede virksomheder også skal udføre et klimasyn.

Hvad er energiledelse og energi- og klimasyn?

Energiledelse er et integreret system i virksomhedens ledelse, der aktivt styrer virksomhedens energiforhold, sikrer at energien udnyttes effektivt, samt identificerer muligheder for at gennemføre energieffektivisering og energibesparelser.

Energisyn undersøger og analyserer virksomhedens energiforbrug med henblik på at identificere potentialer for at reducere energiforbruget og forbedre energieffektiviteten.

Klimasyn undersøger og analyserer virksomhedens CO2-udledninger med henblik på at identificere CO2-reduktioner, bl.a. ved omstilling til alternative grønnere brændsler.

Er din virksomhed omfattet?

  • Virksomheder med et gennemsnitligt årligt energiforbrug på over 85 TJ i de foregående tre år skal indføre certificeret energiledelse. Kravet om energiledelse kan opfyldes med et miljøledelsessystem suppleret med en energigennemgang
  • Virksomheder med et gennemsnitligt årligt energiforbrug på over 10 TJ i de foregående tre år skal gennemføre et energisyn hver fjerde år. Energisyn skal udføres af en energi- og klimasynsudførende virksomhed
  • Virksomheder, underlagt krav om energiledelse eller energisyn er også underlagt krav om at udføre klimasyn. Klimasyn ifm. energiledelse skal udføres særskilt af en energi- og klimasynsudførende virksomhed

Hvornår skal energiledelse eller energi-og klimasyn været udført? 

De nye regler træder i kraft 1. juli 2024. Du kan i vejledningen om Energiledelse og energi- og klimasyn finde tidsfrister for, hvornår din virksomhed skal udføre energiledelse, energi- og klimasyn.

Hvem må udføre energi- og klimasyn?

Tidligere blev energisyn udført af godkendte energisynskonsulenter, men fremover skal energi- og klimasyn udføres af godkendte virksomheder. Godkendelsen overgår dermed fra person- til virksomhedsniveau. Teknologisk Institut fungerer fra 1. juli 2024 som energi- og klimasynsadministrerende enhed og varetager ansøgninger om godkendelse.

De godkendte virksomheder, vil fremgå på www.energiogklimasyn.dk. Vi forventer, at hjemmesiden åbner efter sommerferien, med nærmere vejledning om ansøgningsforløb og godkendelsesbetingelser for de virksomheder som ønsker at udføre energi- og klimasyn. Alle oplysninger ift. Teknologisk Institut bliver opdateret snarest muligt.

Se også dagens pressemeddelelse fra Teknologisk Institut.

Hvis du vil vide mere

Læs mere om hvordan energiledelse og energi- og klimasyn udføres samt hvordan disse indberettes til Energistyrelsen.

Læs mere om EU-direktivet.

Læs mere om Aftalen om grøn skattereform for industri mv.

Kontakt:

Hvis du har spørgsmål kan du kontakte Energistyrelsen på +45 33926688 eller sende en e-mail på eek@ens.dk

Kontaktpersoner

Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
(+45) 3395 0800

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig