Vil din virksomhed udføre energi- og klimasyn?

3. september 2024

Nu kan der søges om at blive godkendt som energi- og klimasynsudførende virksomhed. Hjemmesiden for den nye godkendelsesordning er åbnet. Energistyrelsen og Teknologisk Institut oplyser nærmere på informationsmøde på Teknologisk Institut i Taastrup, torsdag 5. september.

Der er nu åbent for ansøgning

På hjemmesiden finder du en vejledning i hvordan ansøgningen kan forberedes og udføres. Skabeloner for udarbejdelse af ansøgning, med tilhørende CV, projektoversigt, kompetenceprofil mv. downloades fra hjemmesiden, udfyldes og indsendes til Godkendelsesordning for Energi- og Klimasynsudførende virksomheder, GEK-ordningen, som har til huse på Teknologisk Institut.

Besøg den nye hjemmeside Energiogklimasyn.dk.

Alle kvalificerede virksomheder kan søge om godkendelse til udførelse af energi- og klimasyn efter §10, herunder som intern ekspert. Virksomheder som i forvejen har en godkendelse til at udføre energimærker i store bygninger, kan søge om godkendelse til at udføre energi- og klimasyn i Handel- og Service-segmentet efter §11.

Du kan læse om kravene til godkendelse i § 10 i Bekendtgørelse om obligatoriske energiledelsessystemer og energisyn og klimasyn i visse virksomheder

Ved ansøgning modtager virksomheden inden for ca. 3 dage en kvittering. Du kan som ansøger forvente en sagsbehandlingstid på ca. 6 uger.

Mulighed for at stille spørgsmål på informationsmøde

Hvis ansøgningsvejledningen til den nye godkendelsesordning giver anledning til spørgsmål, er det fortsat muligt at tilmelde sig informationsmødet i Taastrup. Vi har allerede fået en del tilmeldinger, men der er stadig ledige pladser.

Tilmeld dig til informationsmødet.

Opstår der spørgsmål i forbindelse med ansøgningen, kan du kontakte GEK-ordningen pr. mail og telefon som vist på hjemmesiden. Start gerne med at læse den vejledning og de skabeloner, der fremgår af hjemmesiden samt generelt om energiledelse, energi- og klimasyn på Energistyrelsens hjemmeside.

Kontakt:

Jino Victoria Doabi, tlf.: +45 3395 1305, e-mail: jnvdb@ens.dk

Kontaktpersoner

Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
(+45) 3395 0800

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig