Energistyrelsen har analyseret den samlede effekt af alle de nationale målsætninger for reduktion af drivhusgasudledningerne, som 146 lande havde indmeldt til FN’s Klimakonvention (UNFCCC) pr. 1. oktober 2015. På den baggrund vurderes det i analysen, hvor stort ”gap’et” - dvs. skellet - er mellem de reduktioner, som de indmeldte klimamålsætninger vil levere og den reduktion som ifølge FN’s miljøprogram (UNEP) er nødvendig, hvis man vil holde den globale temperaturstigning under to grader i 2100.

Baggrund

På COP15 i København i 2009 blev verdens lande enige om, at den globale gennemsnitstemperatur ikke må stige mere end 2 grader i forhold til niveauet før industrialiseringen. I forlængelse af aftalen fra COP15, Copenhagen Accord, indmeldte næsten 100 lande reduktionstilsagn til FN’s klimakonvention, der indikerer, hvor meget landende vil reducere deres drivhusgasudledninger i 2020. Disse 2020-reduktionstilsagn var imidlertid ikke juridisk bindende og heller ikke tilstrækkelige til at nå 2-gradersmålsætningen. På COP17 i Sydafrika i 2011 blev verdens lande derfor enige om, at der senest i 2015 skulle indgås en ny global klimaaftale med reduktionsforpligtelser for alle lande, og at aftalen skulle træde i kraft senest i 2020. På COP20 i Lima, Peru i december 2014 bekræftede man, at parterne burde fremlægge deres bidrag (Intended Nationally Determined Contributions, INDC’er) til den globale klimaaftale ”i god tid” inden COP21 i Paris. Pr. 1. oktober havde 146 parter fremlagt deres reduktionsbidrag gældende for perioden efter 2020 (nogle parter har valgt en forpligtelse der gælder frem til 2025 og andre har valgt en forpligtelse, der gælder frem til 2030).

Status

Frem mod den 8. december 2015 var 158 INDC’er blevet fremsendt til FN’s Klimakonvention dækkende 185 nationer. Drivhusgasudledningen fra disse nationer udgør pt. over 92 procent af verdens samlede udledninger. Den 12. december 2016 lykkedes det at indgå den første globale klimaaftale med reduktionsforpligtelser for næsten alle verdens lande, Parisaftalen. Parisaftalen fastsætter bl.a. en global målsætning om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning et godt stykke under 2°C i forhold til førindustrielt niveau og arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C. Parisaftalen forpligter også alle parterne til UNFCCC til at indmelde et reduktionsbidrag hvert femte år. Med enkelte senere bidrag er 189 nationer pr. 29. august 2016 dækket af INDC’er gældende for den første periode af Parisaftalen.

Analysen 

Denne analyse kvantificerer de globale udledninger af drivhusgasser frem til 2030 under forudsætning af, at alle de INDC’er, der er fremsendt til UNFCCC inden den 1. oktober 2015, bliver implementeret. Dog bliver analysen opdateret med de resterende INDC’er fremsendt mellem den 1. oktober og den 8. december 2015 i en såkaldt ”COP21 update note”. 

I analysen sammenlignes udledningsniveauet i 2030 med en udledningssti, der er i overensstemmelse med at holde den globale temperaturstigning under to grader frem mod 2100 (UNEP Emissions Gap Report, 2014).

Analysen vurderer  altså det gap, der er mellem den reduktionssti, der kan fastlægges på baggrund af de indmeldte INDC’er og den reduktionssti der ifølge FN’s miljøprogram (UNEP) er nødvendig, hvis man vil holde den globale temperaturstigning under to grader i 2100.

Hovedresultaterne fra analysen er:

• Den samlede effekt af de indmeldte reduktionsbidrag er, at verdens samlede drivhusgasudledninger reduceres med op til 7,5 milliarder tons CO₂-ækvivalenter (GtCO₂e) i forhold til de forventede udledninger i 2030.
• Reduktionsindsatsen er dog ikke nok til at holde den forventede globale temperaturstigning under  to grader i 2100. INDC’erne reducerer i 2030 de forventede udledninger fra cirka 61 GtCO₂e til cirka 53,6 GtCO₂e. UNEP estimerer, at de årlige udledninger i 2030 skal være på omkring 42 gigaton CO₂-ækvivalenter (GtCO2e) for at give mere end 66 procent chance for at holde temperaturen under to grader. Der er altså fortsat et betydeligt gap på cirka 11,6 GtCO₂e, hvilket cirka svarer til Kina og Brasiliens samlede årlige udledninger i dag. Det store gap vil betyde, at verden samlet skal reducere udledningerne med mellem fire og seks procent årligt i perioden efter 2030. 
• FN’s Klimapanel (IPCC) har estimeret det resterende karbonbudget for at holde temperaturstigningen under to grader til at være omkring 1780 GtCO₂e i perioden 2011 til 2100. Sammenlignet med forventede udledninger med nuværende politikker giver INDC’erne verden fem år ekstra, inden karbonbudgettet er opbrugt. 
• Hvis aftalen i Paris tillader handel med ’varm luft’ - altså reduktionsmål, der ligger over forventede udledninger, vil udledningsgapet øges med op til 1,4 GtCO₂e i 2030.
• Analysen viser, at forskellige regler for opgørelsen af udledninger og optag fra skove og arealanvendelse kan øge udledningsgapet med 0,8 til 3,6 GtCO₂e i 2030. Klare regler omkring opgørelse af udledninger og optag fra skove er derfor yderst nødvendige i den kommende aftale.  

Senest opdateret d. 8. december 2015.

For mere information om metode og vigtige antagelser referer vi til dokumentationen (kun engelsk):

DEA emissions gap 2030

COP21-opdateringen