Forbud mod industrigaskreditter i EU's kvotehandelssystem vedtaget

21. januar 2011

EU’s medlemslande har i dag vedtaget et forbud mod at anvende de kritiserede industrigaskreditter HFC-23 og visse N2O-kreditter i kvotesystemets tredje fase fra 2013-2020.

Det drejer sig om klimaprojekter, som til en meget lav pris reducerer udledningen af kraftige drivhusgasser indenfor produktion af kølemidler og nylon. Et stort flertal i EU’s klimakomité er enige om, at de virksomheder, der producerer disse industrigasser, fremover selv bør påtage sig omkostningerne ved reduktionerne uden klimakreditfinansiering fra europæiske virksomheder.

Klima- og energiminister, Lykke Friis (V), siger:

”Det er en god beslutning. Det er glædeligt, at vi nu i EU har fået en beslutning om at forbyde anvendelsen af de her kredittyper i EU's kvotehandelssystem. Vi har hermed også taget et vigtigt skridt mod, at de mest udviklede udviklingslande, som fx Kina og Indien, selv skal finansiere de billigste reduktioner. CDM mekanismen kan så i stedet rettes mod de mindst udviklede u-lande.”

Med beslutningen kan kreditter fra reduktioner af disse former for industrigasser efter 2012 ikke længere anvendes i EU's kvotesystem. Virksomhederne vil kunne anvende industrigaskreditter fra reduktioner foretaget i perioden 2008-12 frem til 30. april 2013. Hermed tages der højde for, at det tager et stykke tid fra reduktionen finder sted,og indtil FN har godkendt og udstedt kreditten.

Kommissionen havde oprindeligt foreslået, at forbuddet skulle træde i kraft den 1. januar 2013, men der var et stort flertal af medlemslande, som ønskede fristen for aflevering af kreditter udskudt til 1. maj 2013. Hermed undgås regulering med tilbagevirkende kraft for reduktioner fra klimaprojekter i den indeværende handelsperiode 2008-2012 samtidig med, at det sikres, at kreditter fra reduktioner foretaget efter 2012 ikke vil kunne anvendes i EU's kvotehandelssystem.

Lykke Friis siger:

”Jeg mener, at det er ret og rimeligt, at virksomhederne kan stole på den lovgivning, der er vedtaget. Hvis man ønsker, at virksomheder skal engagere sig i klimatiltag ude omkring i verdenen, må man også give dem en sikkerhed for, at reglerne ikke ændres fra den ene dag til den anden. Derfor kunne regeringen ikke støtte, at forbuddet får virkning i den nuværende periode, hvor virksomhederne har handlet i overensstemmelse med gældende regler. Jeg er derfor glad for, at der var et flertal for dette synspunkt, og at lovgivningen tilrettelægges således, at der ikke bliver tale om regulering med tilbagevirkende kraft.”

Forbuddet vil kun gælde for de store energiforbrugende virksomheder, der er underlagt EU’s kvoteregulering. Regeringen ønsker imidlertid, at staten efterlever samme principper som virksomhederne og dermed ikke anvender de berørte industrigaskreditter til målopfyldelse efter 2012.

”Mig bekendt er Danmark ét af de første lande, der har truffet denne beslutning, og vi har naturligvis opfordret de andre medlemslande til at følge samme eksempel.”, siger klima- og energiminister Lykke Friis.

Christian van Maarschalkerweerd
Specialkonsulent
Tlf.: 3395 4390 / Mobil tlf: 4190 5253
cma@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig