Stigning i erhvervskundernes elpris i første halvår 2022
Erhvervsforbrugernes rene elpriser eksklusiv tariffer, afgifter mv. steg for alle forbrugsbånd fra andet halvår 2021 til første halvår 2022. Det viser Energistyrelsens opdaterede statistik over elpriserne for erhverv.
Første halvår 2022 har været præget af stigende gennemsnitspriser for strøm for alle erhvervsforbrugere. De mindste erhvervsforbrugere betalte 52,8 pct. mere i første halvår 2022 end i andet halvår 2021 svarende til en merpris på 44,32 øre/kWh, mens de største erhvervsforbrugere betalte 40,6 pct. eller 34,31 øre/kWh mere for elektriciteten.
Spotprisen for el steg med 28,8 pct. - eller 27,61 øre/kWh - i samme periode til gennemsnitligt 123,40 øre/kWh. Dermed var spotprisen for el i første halvår 2022 den højeste i de senere år.
Årsagen til stigningen i elprisen er en kombination af et fald i produktionen af vandkraft i Sverige og Norge samt en kraftig stigning i CO2- kvotepriserne som følge af den store stigning i naturgaspriser og dermed stigende efterspørgsel efter kul. Samtidig steg kulprisen fra 82 US $/ton i 2021 til over 284 US $/ton i slutning af perioden. Desuden medfører situationen i Ukraine stor usikkerhed og meget svingende energipriser.
Der er sket et fald i andelen af erhvervskunder med faste priser, men den pris, som erhvervsforbrugerne betalte i første halvår 2022, var for alle forbrugsbånd - undtagen det mindste forbrugsbånd (IA) - lavere end spotprisen.
Elpriser første halvår 2022 for erhvervsforbrugere:
Energistyrelsen har siden 2014 udarbejdet elprisstatistikken for erhvervsforbrugere, der er baseret på indberetninger fra de enkelte elhandelsselskaber.
Læs mere om statistikkens resultater i notatet ”Elprisstatistik første. halvår 2022”
Fakta:
- Lige over 85 pct. af erhvervskunderne er små forbrugere med et årligt elforbrug under 20 MWh. Deres forbrug udgør omkring 7,8 pct. af erhvervskundernes samlede elforbrug.
- Knap 15 pct. af erhvervskunderne er mellemstore forbrugere med et elforbrug mellem 20 og 20.000 MWh. Deres forbrug udgør ca. 62 pct. af erhvervskundernes samlede forbrug.
- De store erhvervskunder med et forbrug på over 20.000 MWh udgør omkring 0,02 pct. af det samlede antal erhvervskunder, men aftager samlet ca. 30,2 pct. af elsalget.
Kontakt: Ali Zarnaghi