Sammenhængende beredskabsplanlægning med og i energisektorerne

Behov for overordnet koordination

En større krise kan medføre akutte opgaver for flere sektorer, og der er derfor behov for en overordnet koordination, både mellem myndigheder på nationalt plan, mellem virksomheder på sektorplan og internt i virksomhederne på det lokale plan. Beredskabsarbejdet i energisektoren skal derfor ses i sammenhæng med det nationale beredskabsarbejde, som du kan læse mere om på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.

National beredskabsorganisering

Det nationale krisestyringssystem er bygget op omkring en række tværgående krisestabe; fra kommandostadet i et indsatsområde hele vejen op til Regeringens Sikkerhedsudvalg. Myndighederne kan aktivere det nationale krisestyringssystem, eller dele af systemet, når man vurderer, at en ekstraordinær hændelse ikke kan håndteres effektivt eller tilstrækkeligt hurtigt af det daglige beredskab, eller når der er et behov for tværgående koordination og gensidig orientering.

Aktiveringen af det nationale krisestyringssystem ændrer ikke på ansvarsfordelingen mellem de involverede myndigheder. Det er gældende for alt arbejde i de tværgående krisestabe, at den enkelte myndighed deltager med egen kompetence i overensstemmelse med sektoransvarsprincippet.

Beredskabsstyrelsen vedligeholder den nationale beredskabsplanlægning og har udgivet en række publikationer, der beskriver den nationale beredskabsorganisation nærmere. Herunder Krisestyring i Danmark fra 2015.

De fem nationale beredskabsprincipper

Krisestyringssystemet er baseret på fem centrale principper, som er styrende både for den overordnede rolle- og ansvarsfordeling og organisering, men også for handlinger i konkrete krisesituationer. Disse er gengivet fra Den nationale beredskabsplan 6. udgave.

Sektoransvarsprincippet: Den myndighed, der har ansvaret for en opgave til daglig, bevarer ansvaret for opgaven under en større ulykke eller katastrofe. Sektoransvaret udgør det bærende princip inden for den praktiske ansvarsfordeling på tværs af forskellige aktører i det samlede beredskab i samfundet.

De seks principper:

  • Lighedsprincippet: De procedurer og ansvarsforhold, der anvendes i dagligdagen, anvendes i videst muligt omfang også i krisestyringssystemet. 
  • Nærhedsprincippet: Beredskabsopgaverne bør løses så tæt på borgerne som muligt og dermed på det lavest egnede, relevante organisatoriske niveau.
  • Samarbejdsprincippet: Myndighederne har et selvstændigt ansvar for at samarbejde og koordinere med andre myndigheder og organisationer, både vedrørende beredskabsplanlægning og krisestyring. 
  • Handlingsprincippet: I en situation med uklare eller ufuldstændige informationer er det mere hensigtsmæssigt at etablere et lidt for højt beredskab end et lidt for lavt beredskab. Samtidig skal der hurtigt kunne ændres på beredskabet i nedadgående retning for at undgå ressourcespild.

Læs mere om de seks principper

Energisektorernes beredskabsorganisering

De forskellige energisektorer har væsentligt forskellige organiseringer og funktioner. Dette afspejles også i deres beredeskabsarbejde. Energisektorerne er forskellige i mange henseender. Der er også forskelle i den sektorlovgivning, som regulerer sektorerne. Endvidere er der forskel på energisektorerne med hensyn til sårbarhed og beredskab og dermed også på den vægt, der er lagt på sektorernes beredskab.

Energistyrelsen varetager de tværgående og regulerende beredskabsopgaver på energiområdet dels i forhold til de centrale beredskabsmyndigheder (Beredskabsstyrelsen, Forsvarskommandoen og Rigspolitiet) og andre myndigheder, dels i forhold til de enkelte energisektorer. Energistyrelsen varetager ligeledes internationale opgaver vedrørende beredskab på energiområdet, herunder internationalt myndighedssamarbejde om beredskab.

Lokal beredskabsorganisering

Den lokale beredskabsorganisation skal løse de praktiske opgaver, når en krise indtræffer. Det er derfor vigtigt at man har lagt en beredskabsplan, der tager udgangspunkt i de lokale forhold. Ved lokale forhold forstås f.eks. hvilke ressourcer (personel, materiel og teknologi) man har til rådighed, hvilke muligheder man har for assistance fra andre, hvem man skal huske at kontakte, hvad der er vigtigst at beskytte eller genoprette osv. Det er vigtigt, at beredskabsplanen beskriver en klar kommandostruktur, så der ikke er tvivl om hvem, der bestemmer i en akut situation, samt hvordan der kommunikeres internt og eksternt i en krisesituation.

Beredskabsplaner skal udvikles løbende, i takt med at lokale forhold ændres, samt ved erkendelse af nye trusler eller sårbarheder. Enhver beredskabsplan skal trænes, således at fejl og mangler erkendes forud for en krisesituation, samt at personellet er fortrolig med de procedurer og metoder, der skal anvendes under en krisesituation.

Det lokale beredskabsarbejde kan betragtes som en løbende optimeringsproces, der søger at forbedre og effektivser den akutte indsats og samtidig søger at afdække nye udfordringer. Hyppigheden af øvelser og ændringer afhænger i sagens natur af kompleksiteten og udviklingen af lokale forhold. Beredskabsarbejdets grundighed og udvikling bør afspejle også virksomhedens kritikalitet for andre samfundsfunktioner.

Kontakt

Jens Christian Vedersø
Fuldmægtig (+45) 3392 7611