Invitation til markedsdialog om dybere geotekniske forundersøgelser ved energiøen i Nordsøen
Energistyrelsen inviterer til markedsdialog for potentielle bydere og relevante brancher om behov for dybere geotekniske data ved den kommende energiø i Nordsøen.
Energistyrelsen gennemførte i 2021 en markedsdialog vedrørende forundersøgelser som en del af de indledende forberedelser til de kommende udbud om energiøerne i Nordsøen og Østersøen, hvor de konkrete rammer for udbuddet vil blive fastlagt i en senere politisk proces. Det er ved at blive afklaret, om der er behov for dybere geotekniske data, hvor energiøen i Nordsøen planlægges placeret. På den baggrund inviterer Energistyrelsen til en supplerende markedsdialog om behovet for dybere geotekniske data.
Formål og fokus for markedsdialogen
Markedsdialogen vedrører en justering af de planlagte geotekniske forundersøgelser ved energiøen i Nordsøen, som varetages af Energinet.
Markedsdialogen har det formål at få tilbagemelding om behovet for og timing af dybere geotekniske boringer. Dialogen foregår gennem skriftlig input fra potentielle bydere og relevante brancher, som derved får mulighed for at bidrage med viden til arbejdet med energiøen, og sikre at afgrænsning af forundersøgelserne er passende.
Formålet er at optimere rammerne for energiøen for i sidste ende at opnå så gode og kvalificerede bud som muligt, så der sikres en omkostningseffektiv og optimal løsning for etablering af energiøen til gavn for samfundet.
Frist for bemærkninger
Frist for skriftlige bemærkninger er den 29. april 2022. Det vil ikke være muligt at anmode om afholdelse af fortrolige, bilaterale møder med Energistyrelsen.
Markedet har mulighed for at sende skriftlige bemærkninger til Energistyrelsen, og input fra markedsdialogen vil indgå i beslutningen om dybere geotekniske boringer hvor den kunstige ø i Nordsøen planlægges placeret.
Baggrund:
- Parterne bag klimaaftalen fra 22. juni 2020 har i februar 2021 besluttet, at energiøen i Nordsøen skal anlægges som en kunstig ø, der skal samle og fordele strømmen fra omkringliggende havvindmølleparker. Energiøen i Nordsøen vil i første omgang skulle håndtere elproduktionen fra 3 GW havvindmøller, men mængden af havvindmøller skal på sigt kunne udvides til 10 GW inden udgangen af 2040.
- Parterne bag klimaaftalen blev ligeledes enige om placeringen af den inddæmmede ø samt de første 3 GW havvindmølleparker i Nordsøen, som vil ligge i Nordsøen mindst 80 km vest for Thorsminde.
Yderligere information
Læs "Discussion paper" som oplæg til markedsdialogen
Læs yderligere information om de danske energiøer på Energistyrelsens hjemmeside.
Kontakt
Chefkonsulent, Katja Scharmann, tlf. +45 33 92 66 72