Rekordhøj produktion af vind- og solkraft i 1. kvartal af 2022

20. maj 2022
Billede: Colourbox.

Forbruget af naturgas faldt næsten 30 pct. i de første tre måneder af 2022, mens kulforbruget faldt godt 6 pct. sammenlignet med samme periode året før. Omvendt steg forbruget af vedvarende energi knap 10 pct., hvor især produktionen af strøm fra vindkraft og solenergi steg markant.

Det faktiske energiforbrug er 0,7 pct. højere i 1. kvartal 2022 sammenlignet med 1. kvartal 2021. De vigtigste ændringer sammenlignet med samme periode året før er:

  • Kulforbruget i de centrale værker faldt med 6,2 pct. Faldet skyldes varmere vejr og en højere produktion af strøm fra vindmøller, som betød mindre produktion på de centrale kraftværker. Vindkraftproduktionen steg med 41,7 pct. i de første tre måneder af 2022, da middelvindhastigheden var betydeligt højere end sidste år.
  • Forbruget af jetbrændstof var i de første tre måneder af 2022 155,6 pct. højere end samme periode sidste år, og 25,6 pct. lavere end gennemsnittet for samme periode de seneste 5 år. Udviklingen er et udtryk for, at rejseaktiviteten igen er stigende men dog ikke på samme niveau som før COVID-19-pandemien. For dieselolie og benzin er forbruget steget med henholdsvis 14,4 pct. og 21,9 pct. i forhold til samme periode sidste år.
  • Produktionen af strøm fra solceller var 74,5 pct. højere, fordi der var 34% flere soltimer, og der er kommet flere solcelleanlæg i drift.
  • Produktionen af strøm fra vindkraft var 41,7 pct. højere pga. bedre vindforhold og øget vindkraftkapacitet, og i de første 3 måneder af 2022 dækkede vindkraft­produktionen 61 pct. af den indenlandske elforsyning.
  • Produktionen af olie og vedvarende energi steg med hhv. 9,2 pct. og 11,2 pct.

Energiforbruget steg i de første tre måneder af 2022

Det faktiske energiforbrug steg i de første tre måneder af 2022 med 0,7 pct. i forhold til samme periode året før. I samme periode steg forbruget af olie og vedvarende energi med henholdsvis 19,0 pct. og 9,8 pct. mens forbruget af naturgas og kul faldt med henholdsvis 29,8 pct. og 6,2 pct.

I de første tre måneder af 2022 var vejret lunere sammenlignet med samme periode året før, når der måles på graddage. Samtidig var vindkraftproduktionen 41,7 pct. højere i denne periode på grund af bedre vindforhold. Stigningen i vindkraftproduktionen bidrager til et fald i det samlede energiforbrug, da vindkraftanlæg producerer strøm uden tab af brugbar energi, mens el produceret på termiske kraftværker (med biomasse, kul, gas, og olie) også afstedkommer et konverteringstab.

Danmark havde en nettoeksport af el i de første tre måneder af 2022 på 3,2 PJ, mens der var nettoimport af el på 2,0 PJ i samme periode sidste år. Når der korrigeres for brændselsforbrug ved udenrigshandel med elektricitet, var energiforbruget 2,9 pct. lavere i de første tre måneder af 2022 i forhold til samme periode året før.

Figur 1 Faktisk energiforbrug pr. kvartal i Danmark [PJ]


Stigende forbrug af dieselolie og benzin i 1. kvartal

I forhold til 1. kvartal 2021 steg forbruget af jetbrændstof med 155,6 pct. i 1. kvartal 2022. Forbruget er dog 25,6 pct. lavere end gennemsnittet i de sidste 5 år i samme periode. Forbruget af diesel- og fyringsolie er steget med 14,4 pct. i de første tre måneder af 2022 i forhold til sidste år og med 2,9 pct. i forhold til de sidste 5 år i samme periode. For benzin ses ligeledes en stigning i forbruget i de første tre måneder af 2022 i forhold til samme periode sidste år og i forhold til gennemsnittet i samme periode de sidste fem år, hvor stigningerne er henholdsvis 21,9 pct. og 3,3 pct.

Figur 2 Forbruget af jetbrændstof - JP1 [TJ]

Figur 2 viser udviklingen i forbruget af jetbrændstof - JP1, som steg med 155,6 pct. i de første tre måneder af 2022 i forhold til samme periode sidste år. Sammenlignet med det gennemsnitlige forbrug af JP1 i de første tre måneder af de seneste 5 år, var forbruget af JP1 25,6 pct. lavere i de første tre måneder af 2022.

Fald i forbruget af biomasse

Biomasse anvendes på de centrale værker i overvejende grad til kraftvarme­produktion, og forbruget følger derfor i vid udstrækning forbruget af fjernvarme. På figur 3 ses, hvordan forbruget af biomasse på de centrale værker hovedsageligt sker i fyringssæsonen, mens biomasseforbruget er lavt hen over sommeren.

I de første tre måneder af 2022 var forbruget af biomasse på de centrale værker 5 pct. lavere end i den tilsvarende periode i 2021. Det lavere forbrug skyldes sandsynligvis en kombination af varmere vejr, der medfører lavere forbrug af fjernvarme samt højere vindkraftproduktion, der medfører lavere behov for elproduktion på de termiske biomasseværker.

I de første tre måneder af 2022 var biomasseforbruget 14,4 pct. højere end det gennemsnitlige biomasseforbrug i samme periode de 5 forudgående år, hvilket bl.a. afspejler, at flere centrale kraftvarmeanlæg er blevet ombygget til brug af biomasse de seneste år.

Figur 3 Biomasseforbrug på centrale værker [TJ]


Fald i kulforbruget

Figur 4 viser udviklingen i de centrale værkers kulforbrug. Forbruget af kul på de centrale værker følger ligeledes kraftvarmeproduktionen, og forbruget er derfor størst i de måneder, hvor fjernvarmeforbruget er højt. I de første tre måneder af 2022 var kulforbruget på de centrale værker 6,2 pct. lavere end i samme periode i 2021. Sammenlignet med det gennemsnitlige kulforbrug på de centrale værker i tilsvarende periode de seneste 5 år var kulforbruget 28,6 pct. lavere i de første tre måneder af 2022.

Figur 4 Kulforbrug på centrale værker [TJ]


Stigning i vindkraftproduktion og højere vindkraftandel

Figur 5 viser udviklingen i den danske vindkraftproduktion. Den samlede vindkraftproduktion i de første tre måneder af 2022 var 41,7 pct. højere end i den tilsvarende periode af 2021. Den samlede vindkraftproduktion i de første tre måneder af 2022 var 34,0 pct. højere end gennemsnittet for perioden de forudgående 5 år.

Figur 5 Vindkraftproduktion [GWh]

På figur 6 ses udviklingen i vindkraftens andel af den indenlandske elforsyning. I de første 3 måneder af 2022 udgjorde vindkraftproduktionen 61 pct. af den indenlandske elforsyning mod 43 pct. i samme periode året før. Den gennemsnitlige vindkraftandel har de seneste 5 år udgjort 48 pct. i årets første tre måneder.

Figur 6 Vindkraftens andel af elforsyning [pct.]


Stigning i elproduktionen fra solceller

Figur 7 viser elproduktionen fra solceller. I de første tre måneder af 2022 var elproduktionen fra solceller 74,5 pct. højere end i den tilsvarende periode i 2021. Udviklingen skyldes en kombination af signifikant flere solskinstimer og idriftsættelse af nye solcelleanlæg. Elproduktionen fra solceller i de første tre måneder af 2022 var 137,3 pct. højere end den gennemsnitlige elproduktion fra solceller i samme periode de forudgående 5 år.

Figur 7 Elproduktion fra solceller [GWh]


Stigning i energiproduktionen

I de første tre måneder af 2022 steg den samlede produktion af primær energi med 8,0 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Sammenlignet med samme periode i 2021 steg produktionen af råolie og vedvarende energi i 2022 med henholdsvis 9,2 pct., 11,2 pct., mens produktion af naturgas faldt med 5,0 pct. Stigning i produktionen af vedvarende energi skyldes hovedsagelig stigning i produktionen af vindkraft.

Tabel 1: Energiproduktion og energiforbrug i de første tre måneder af 2021 og 2022 [TJ]

Enhed (TJ) Primær energi-

produktion

Faktisk energi-

forbrug

Energiforbrug korrigeret 
for nettoimport af el

1. kvartal 2022 97.895 180.639 176.678
1. kvartal 2021 90.674 179.387 181.885

Kilde: Månedlig energistatistik

Kontakt:

Ali Zarnaghi, Energistyrelsen, 33 92 68 40, aaz@ens.dk




Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig