EU har besluttet at nedbringe de samlede europæiske drivhusgasudledninger med 20 pct. i 2020 i forhold til 1990. En væsentlig del af denne reduktion skal ske gennem kvotereguleringssystemet (ETS), der omfatter de mest energiintensive virksomheder i EU, og som står for ca. 40 pct. af alle udledninger. Den øvrige reduktion skal realiseres uden for kvotesektoren, som omfatter forskellige udledningskilder: transport, landbrug, individuel bygningsopvarmning, affaldsforbrænding og håndtering af deponier og spildevand samt andre småkilder.

Reduktionen i disse ikke-kvoteomfattede sektorer (også kaldet non-ETS) er i EU's klima- og energipakke fra 2008 et nationalt anliggende for de enkelte medlemsstater i EU. Aftalen om, hvordan reduktionerne er fordelt mellem medlemsstaterne (byrdefordelingsaftalen), opstiller rammerne for den nationale indsats og ikke mindst et specifikt reduktionsmål for det enkelte land. Men aftalen overlader det i øvrigt til nationalstaterne, hvordan målet skal nås.

Reduktionsmålene for de ikke kvoteomfattede sektorer fastsættes om en procentuel reduktion i forhold til niveauet i 2005. Danmark har i den forbindelse påtaget sig et reduktionsmål på 20 pct. i 2020 i forhold til 2005-niveauet. Målet for 2020 varierer altså fra medlemsstat til medlemsstat og er baseret på et fordelingsprincip, der blandt andet bygger på landenes BNP.

I årene 2013-2019 er der årlige delmål, der årligt skærpes og dermed skaber en såkaldt ”reduktionssti”, der leder frem til målet i 2020

Beslutningen indeholder desuden regler for brugen af kreditter fra klimaprojekter uden for EU, handel med kvoter internt i EU samt andre mekanismer, der giver medlemslandene fleksibilitet i forhold til at opfylde deres reduktionsmål.