Penge og energi at spare på engroslagrene

26. april 2016

Energiforbruget på landets ca. 5000 vareengroslagre er unødvendigt stort, fordi mange af engroslagrene ikke er energioptimerede med moderne energiløsninger. Derfor lancerer Energistyrelsens Energisparesekretariat nu en kampagne, som skal få engroslagrene til at sætte energirenoveringer på dagsordenen, så energiforbruget, CO2-forureningen og energiregningen kan nedbringes. Kampagnen løber af stablen i april/maj måned og afsluttes inden sommerferien.

”Hej – vil du have hjælp til at spare på energien”

I de kommende uger får den energiansvarlige på mange af landets engroslagre en opringning i forbindelse med en kampagne, som Energisparesekretariatet kører. ”Engroslagrene vil blive kontaktet med et suverænt godt og gratis tilbud om at få hjælp til at komme hurtigt i gang med energibesparelserne,” fortæller Christina Burgos Nittegaard, der er specialkonsulent i Energisparesekretariatet. Tilbuddet går ud på at få besøg af en rådgiver, som er specialist eller leverandør af energiløsninger inden for præcis det område, hvor Energisparesekretariatets analyser viser, at engroslagerene kan spare strøm eller varme og dermed penge.

Penge og energi at spare ved at gå fra tanke til handling

Tilbuddet om et gratis besøg er en del af en regional kampagne, som skal udnytte, at engroslagrene har et besparelsespotentiale på varmeforbruget på 30-45 pct., mens engroslagrene typisk kan spare mellem 6 og 11 pct. på elforbruget. Det viser en stor analyse som COWI har gennemført for Energistyrelsens Energisparesekretariat.

Selv nemme energiforbedringer kan nemlig give besparelser med en kort tilbagebetalingstid på under 24 måneder. Det kan fx ofte ske ved at skifte til hurtigporte, så varmen ikke forsvinder, udskiftning af gamle lysstofrør til LED, bevægelsessensorer, udskiftning til strålevarme eller anvendelse af overskudsvarme fra nedkølingen. Kampagnen skal målrettet og konkret bidrage til at nedbryde den første barriere for handling gennem direkte kontakt mellem den energiansvarlige på lagrene og den relevante rådgiver og leverandør af løsninger. ”Engroslagrene bliver tilbudt et gratis møde med lokale aktører for at give de energiansvarlige på engroslagrene ny inspiration til at få gjort noget konkret ved energispildet,” afslutter Christina Burgos Nittegaard.

Fordeling af energiforbruget

Mere end halvdelen af energiforbruget i engrosbranchen går til opvarmning, mens 20 pct. bruges på belysning. Virksomhedernes engroslagre har derfor mulighed for at sætte målrettet ind over for disse to energislugere og opnå besparelser.

Kilde: Viegand Maagøe 2015.

Relevante energisparetiltag på engroslagrene er:

Varme:

› Omlægning til strålevarme

› Nedsættelse af infiltration ved anvendelse af rulleport og lamelgardiner

› Udskiftning af vinduer

› Merisolering af taget

› Udnyttelse af overskudsvarme

El:

› Omlægning til strålevarme

› Udskiftning af cirkulationspumper

› Behovsstyring af almenbelysningen

› Udskiftning til lavenergibelysning

› Udnyttelse af overskudsvarme fra kompressor på køle- og fryseanlæg

› Opgradering af styring af køle- og fryseanlæg

› Opgradering af hardware på køle- og fryseanlæg

› Implementering af intelligent elsparefunktion, skift af batterier mm. på trucks.

Ønsker du et gratis møde?

Kontakt Energisparesekretariatet på energisparesekretariatet@ens.dk. Så hjælper vi dig hurtigt videre til relevante specialister inden for mange områder, herunder bl.a. porte, batteritrucks, isolering, køling, LED, energiberegninger og meget mere.

Energisparesekretariatet er en del af Energistyrelsen og medvirker til at drive omstillingen til lavemission ved at fremme realiseringen af energibesparelser i ikke-energitunge virksomheder.

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig