Energistyrelsen offentliggør udbudsmaterialet til udbuddet af kystnære havvindmøller

4. maj 2015

Pressemeddelelse:

Næste skridt er nu taget i udbuddet af kystnære havvindmøller, der skal lede til opførelse af 350 MW kystnær havvind i op til seks områder over hele landet. Udbuddet afgøres i foråret 2016, og parkerne skal stå færdige i 2020.

I februar igangsatte Energistyrelsen udbuddet af kystnære havvindmøller på i alt 350 MW i op til seks områder. De seks områder er Vesterhav Syd, Vesterhav Nord, Sæby, Sejerø Bugt, Smålandsfarvandet og Bornholm. Disse følges nu op af det foreløbige udbudsmateriale, som nu er tilgængeligt for potentielle bydere. Udbudsmaterialet beskriver vilkår for opstillingen, driften og afviklingen af havvindmølleparkerne. Materialet findes på Energistyrelsens engelske hjemmeside www.ens.dk/nearshorewind, der er rettet mod potentielle bydere. Materialet findes dog foreløbigt kun på dansk, men oversættes snarest.

”I Danmark er vi nogle af verdens bedste til at køre udbud af havvindmøller – og senest blev Horns Rev 3 afgjort som et af de billigste havvindmølleprojekter i Europa. Samtidig blev den danske model for udbud rost til skyerne på den europæiske vindbranches havvindmøllekonference, EWEA Offshore, i København fornyligt. Vi arbejder dog videre med udbudsmodellen for blandt andet at tiltrække nye bydere og på den måde at sikre konkurrence og fortsat lavere priser på havvind” siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

I slutningen af april bliver VVM-redegørelserne offentliggjort, hvorefter Energistyrelsen, Naturstyrelsen og Energinet.dk afholder et borgermøde ved hvert af de seks mulige sites. Samtidig afholdes et møde med de kommunerne, der kan blive berørt af ilandføringen, så den bedst mulige proces fremmes.

Udbuddet af kystnære havvindmøller var en del af energiaftalen fra 2012. Udbuddet afgøres i 2016, og parkerne skal stå færdige i 2020.

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen træffes gennem pressemedarbejder Rasmus Bjørn rasbj@kebmin.dk eller 41729077

Foreløbige udbudsbetingelser af 4. maj 2015 for udbuddet af kystnære havvindmøller

Therese Kofoed Jensen
Fuldmægtig
Center for Energiressourcer
Tlf.: 41 72 91 34
tkj@ens.dk
 

Ture Falbe-Hansen
Pressechef
Center for Organisation
Tlf.: 25 13 78 46
tfh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig