Produktion af biogas

Produktion og anvendelse

Biogasproduktionen i Danmark er steget gennem de seneste år. Stigningen skyldes i høj grad støtteordninger, som har haft til formål at fremme anvendelse af biogas til el-produktion, procesformål og varmeproduktion samt opgradering til biometan, som tilføres gassystemet, hvor det erstatter naturgas. Figur 1 viser, hvordan biogas produktionen har udviklet sig siden 2012, samt hvordan den forventes at udvikle sig frem mod 2035.
 
Tidligere har elproduktion været den dominerende anvendelse af biogas, men i dag opgraderes størstedelen til biometan. Ud af den totale biogasproduktion i 2022 blev knap 80 pct. opgraderet til biometan, hvorimod de resterende ca. 20 pct. blev anvendt til industri, proces, samt produktion af el og varme.

Biogas er en metanholdig gas, som fremstilles under iltfri udrådning af organiske rest- og affaldsprodukter. Biogas er en grøn energikilde, og den spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling, idet biometan kan erstatte brugen af fossil naturgas. 

Andelen af biogas i det danske gassystem var knap 40 pct. i 2023, og allerede i 2030 forventes det danske gasforbrug at bestå 100 pct. af biometan. Det vil gøre det danske gasforbrug til Europas grønneste. 

Figur 1 Udvikling i biogasproduktion fra 2012 og forventet udvikling frem mod 2035 (KF24).

Historisk og forventet biogasproduktion

Læs mere om: Støtte til biogas
Læs mere om biogassens rolle i den grønne omstilling i: Grøn gasstrategi 

Typer af biogasanlæg

Biogasanlæg kan inddeles i 4 forskellige typer på baggrund af de biomasser, de anvender. De 4 anlægstyper er landbrugsanlæg, renseanlæg, industrianlæg og deponianlæg. Landbrugsanlæg, hvor husdyrgødning udgør det primære input, stod i 2022 for godt 85 pct. af biogasproduktionen. Det er også landbrugsanlæggene, som forventes at stå for den forventede fremtidige produktionsstigning. Størstedelen af landbrugsanlæggene er placeret i den vestlige del af Danmark, hvor der er flest husdyrbrug.

Energistyrelsen har udarbejdet et kort over biogasanlæg i Danmark. Kortet illustrerer placering og anlægstype samt produktionens størrelse. Derudover har Energistyrelsen udarbejdet en liste over størstedelen af biogasanlæg i Danmark. 

Kort over biogasproducenter i Danmark 

Liste over biogasanlæg i Danmark  

Biomasser til biogas

Biogasproduktionen er primært baseret på husdyrgødning, spildevand, vådt organisk affald fra industri og husholdninger, og produktionen fungerer dermed som affaldsbehandling. Udover forskellige typer affald anvendes halm og energiafgrøder også i produktionen af biogas.

Typen af biomasse, der anvendes i produktionen, har betydning for biogassens bæredygtighed og klimapåvirkning. 

Langt størstedelen af de biomasser, der anvendes til biogasproduktion er indenlandske ressourcer, der ellers ville blive brændt i forbrændingsanlæg eller spredt på markerne. Gylle og anden husdyrgødning udgjorde i 2021-2022 knap 75 pct. af biomasseinputtet på landbrugsanlæg. Når husdyrgødning bruges til biogas, reduceres udledningen af drivhusgasser fra husdyrholdet. Processen gør samtidig næringsstofferne i gødningen lettere tilgængelige for planter. 

Energiafgrøder som majs og roer kan bruges til at producere biogas. Når biogasanlæg anvender energiafgrøder, gør det imidlertid klimafordelen ved biogas mindre. Der er derfor grænser for, hvor store mængder energiafgrøder, biogasproducenterne må bruge, og disse grænser skærpes løbende.

Halm udgør en relativt lille andel af inputtet til biogas produktion, men andelen er stigende, og fremadrettet forventes halm at spille en vigtig rolle i forhold til at nå målet om et 100 pct. grønt gasforbrug. 

Figur 2 viser biomasse inputfordelingen på landbrugsanlæg, og figur 3 viser den estimerede fordeling af gasproduktionen på de forskellige biomassekategorier.

Figur 2 Input biomasser til biogas produktion på landbrugsanlæg, 2021-2022.

Cirkeldiagram over fordeling af typer biomasse til biogasproduktion på landbrugsanlæg

Figur 3 Estimeret fordeling af biogasproduktion på biomassekategorier.

Cirkeldiagram med estimeret fordeling af biogasproduktion på biomassekategorier

Læs mere om: Energiafgrøder og biomasser til biogas

Mere om Bioenergi