Danske energieksperter hjælper Sydafrika med grøn omstilling
Tre danske rådgivere med ekspertise i vedvarende energi er i Sydafrika for at hjælpe med omstillingen af deres energisektor. Arbejdet skal blandt andet bidrage til det fremadrettede scenarie- og planlægningsarbejde og videreudvikle tilslutningsbetingelserne for vedvarende energi i Sydafrika.
Danmark har omfattende ekspertise, når det kommer til udbredelsen og integration af vedvarende energi gennem regulering, og det er denne viden som sydafrikanske partnere efterspørger.
Tre energieksperter er derfor rejst til Sydafrika, hvor de skal understøtte Energistyrelsens indsats for at hjælpe Sydafrikas energiministerium og det offentligt ejede sydafrikanske elselskab Eskom med at optimere forholdene for udbredelse af vedvarende energi.
Det dansk-sydafrikanske vedvarende energiprogram blev etableret i 2013, som en del af de forpligtelser Danmark knyttede sig til i 2009 under COP15 i København.
Målet med energisamarbejdet er at assistere højvækst udviklingslande med at nedbringe deres CO2-emissioner ved at assistere med at omstille de respektive landes energisektor i retning af mere vedvarende energi og energieffektivitet.
De tre rådgivere skal bl.a. bistå med at opbygge en vedvarende energidatabase i det sydafrikanske Energiministerium, etablere tekniske forskrifter for vedvarende energi samt fokusere på procedurer for system og netværksoperationer i Eskom. En stor del af arbejdet består af kapacitetsopbygning for at overføre den viden og de redskaber, som vi i Danmark har brugt til at optimere forholdene for vedvarende energi i Danmark. Dermed er der et stort fokus på decideret oplæring og træning af medarbejdere.
Fakta
De tre rådgivere er ansat i 12 måneder via DANIDA:
Morten Blarke er startet den 1. februar i Department of Energy med sigte på at opbygge en VE-database. Morten har netop færdiggjort rapporten "REDIS - Renewable Energy Data and Information Service”. Statistikarbejdet vil indgå i det fremadrettede scenarie- og planlægningsarbejde i DoE.
Flemming Bøgh Christensen er startet den 3. maj i Department of Energy’s IPP-Office med henblik på videreudvikling af Sydafrikas tilslutningsbetingelser for VE (grid codes). DoEs IPP-Office er en central og meget indflydelsesrig spiller inden for VE-sektoren i Sydafrika, og varetager bl.a. udbud af ny el-kapacitet for uafhængige VE-producenter via udbudsprogrammet – ” Renewable Energy Independent Power Producers Programme”.
Mikael Andersson er startet den 26. april i det sydafrikanske elselskab Eskom, hvor han bl.a. skal rådgive udvalgte kommunalt ejede distributionsområder.
Kontakt:
Fuldmægtig Per Bach Svendsen, Center for Global Rådgivning og Forhandling, tlf.: 33 92 67 51, pbs@ens.dk