Højere elpriser for erhvervskunder i andet halvår 2016

25. april 2017

Erhvervsforbrugernes rene elpriser eksklusive transmission og nettariffer mv. steg fra første halvår til andet halvår 2016.

Andet halvår 2016 har været præget af stigende, men fortsat lave spotpriser på el. Sammenholdt med spotprisen på el har erhvervsforbrugernes elpris, eksklusiv betaling for transmission, nettariffer, PSO og andre afgifter, været højere for alle størrelser af forbrug i andet halvår 2016. Erhvervsforbrugerne betaler 2-4 øre/kWh mere end i første halvår 2016.

En højere pris i andet halvår afspejler blandt andet den stigende spotpris. Den pris, som erhvervsforbrugerne betaler, er desuden generelt lidt højere end spotprisen. Denne forskel skyldes blandt andet abonnementsbetalinger og andre handelsomkostninger, der indregnes i prisen, samt at nogle erhvervsforbrugere køber el på fastpriskontrakter for at forsikre sig mod prisændringer. I perioder med faldende spotpriser som i 2015 kan det have låst nogle erhvervsforbrugere til en højere pris end den variable pris. Omvendt kan det være en fordel, hvis fastpriskontrakterne er indgået på et tidspunkt med lavere forventninger til prisudviklingen end den faktiske udvikling i spotprisen. Det kan blandt andet være en af årsagerne til, at forskellen mellem erhvervsforbrugernes elpriser og spotpriserne er mindsket i andet halvår 2016 i forhold til tidligere perioder.

Figur 1. Udvikling i elprisen fordelt på forbrugsstørrelser

 Kilde: Energistyrelsen

Energistyrelsen har siden 2014 udarbejdet elprisstatistikken for erhvervsforbrugere, der er baseret på indberetninger fra de enkelte elhandelsselskaber.

Læs mere om statistikkens resultater og sammenligning med tidligere perioder i notatet her på siden.

Kontakt

Astrid Estrup Enemark, Energistyrelsen, tlf: 3395 4278, e-mail: aee@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig