Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Energistyrelsen udbyder en havvindmøllepark i området Kriegers Flak II med en minimumskapacitet på 1 GW.

Energistyrelsen udbyder en havvindmøllepark i området Kriegers Flak II med en minimumskapacitet på 1 GW.Planområde over Kriegers Klak II

Overordnet tidsplan

Figur 1. Foreløbig overordnet tidsplan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark 

Foreløbig overordnet tidsplan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Figur 1 viser en foreløbig tidsplan for den overordnede proces frem til mulig idriftsættelse af Kriegers Flak II Havvindmøllepark. Inden etableringen påbegynder, foretages en generel miljøvurdering af planen for Kriegers Flak II. Efterfølgende foretages et udbud af området. Udbuddets vinder vil hurtigst muligt efter afgørelsen og kontraktindgåelse påbegynde projekteringen af det konkrete projekt samt udarbejde en miljøkonsekvensvurdering af selvsamme projekt. Havvindmølleparken forventes idriftsat inden udgangen af 2030.

Udbud og markedsdialog 

Udbuddet af Kriegers Flak II Havvindmøllepark er offentliggjort 22. april 2024 på EU Supply. Der er endelig budfrist 1. april 2025.

Ved spørgsmål angående udbuddet eller emner relateret hertil, opfordres der til at rette henvendelse direkte via EU-Supply eller owfprocurement@ens.dk

Markedsdialog

Forinden udbuddet af Kriegers Flak II Havvindmøllepark har Energistyrelsen gennemført en markedsdialog, som blev igangsat den 30. juni 2023. Energistyrelsen offentliggjorde den 12. januar 2024 en supplerende markedsdialog, som blev afsluttet 8. februar 2024. I markedsdialogen indgik også andre danske havvindmølleparker.

Du kan som markedsaktør til- og afmelde nyheder om udbuddet ved at skrive til denne mail: offshorewindfarms@ens.dk

Forundersøgelser

Energinet gennemfører i perioden 2023-2025 forundersøgelser for området Kriegers Flak II. Undersøgelserne omfatter undersøgelser af bl.a. havbund, vindforhold og miljø for området udpeget til en mulig havvindmøllepark samt mulige ilandføringskorridorer. 

Resultaterne skal sikre, at havvindmølleparken kan etableres med mindst mulig risiko for en udvikler. En fremtidig udvikler vil også kunne bruge miljøundersøgelser i forbindelse med miljøkonsekvensvurdering (VVM) af det konkrete projekt.

Det fulde forundersøgelsesprogram for Kriegers Flak II 

Forundersøgelser for Kriegers Flak II

Forundersøgelsestilladelse – Kriegers Flak II

Plan og miljøvurderinger for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Plan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark og sammenfattende redegørelse

Planen for Kriegers Flak II Havvindmøllepark omfatter havvindmøller, søkabler, offshore transformerplatform(e) i Østersøen samt højspændingsanlæg på land. Havvindmølleparken planlægges nettilsluttet ved en ny station i Sydøstsjælland. Planen sætter rammerne for den kommende havvindmøllepark. Planen indbefatter yderligere Kattegat Havvindmøllepark.

Udkast til plan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark er blevet miljøvurderet. Som en del af planprocessen har Energistyrelsen afholdt høringer og borgermøder i 2023 og 2024, hvor borgere, interessenter og myndigheder har indgivet idéer, forslag, bekymringer og stillet spørgsmål til udkast til planen og miljøvurderingen heraf. Energistyrelsen har på baggrund af miljøvurdering af planen samt indkomne høringssvar vurderet, at det er muligt at vedtage plan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark.

Planens miljørapport findes under afsnittet nedenfor 'Høringsmateriale vedr. miljøvurdering af plan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark'.

Plan for Kattegat og Kriegers Flak II

Klager over denne afgørelse kan i henhold til § 66 stk.1 i VE- loven (LBK nr 132 af 06/02/2024) af klageberettigede indbringes for Energiklagenævnet, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800, Viborg eller pr. e-mail til ekn@naevneneshus.dk

Klagen skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter vedtagelsen er offentligt bekendtgjort. Klage over vedtagelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Energiklagenævnet bestemmer anderledes. Energiklagenævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. 

Der er en 4-ugers klageperiode til og med 11. november 2024.

Energistyrelsen har efter miljøvurderingsloven (LBK nr. 4 af 03/01/2023) udarbejdet en sammenfattende redegørelse. Den sammenfattende redegø-relse har blandt andet til formål at beskrive, hvordan miljøhensyn er integreret i planen, og hvordan miljørapporten og høringssvarene er taget i betragtning. 

Sammenfattende redegørelse af plan for Kattegat og Kriegers Flak II

Sammenfattende redegørelse af plan for Kattegat og Kriegers Flak II - Bilag 1 - Høringsnotat

Sammenfattende redegørelse af plan for Kattegat og Kriegers Flak II - Bilag 2 - Høringssvar (national og Espoo)

 

Miljøvurdering af plan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Miljøvurderingen af planen for Kriegers Flak II Havvindmøllepark blev igangsat på baggrund af Klimaaftalen om strøm og varme af 25. juni 2022. Formålet med miljøvurderingen er på et strategisk niveau at vurdere mulige miljøpåvirkninger forbundet med de anlæg, der følger af planen. Planen omhandler både anlæg på havet og på land. Anlæg på havet udgøres bl.a. af havvindmøller, transformerplatforme og søkabler, mens anlæg på land udgøres af nedgravede kabler, højspændingsstationer og eventuelle nødvendige netforstærkninger.

1. offentlighedsfase

Energistyrelsen har sammen med Energinet i marts 2023 afholdt den 1. offentlige høring vedrørende miljøvurderingen af planen for Kriegers Flak II Havvindmøllepark, og der blev afholdt drop in-møde på Rødvig Kro den 26. marts. Borgere, virksomheder, myndigheder og andre med interesse i den kommende havvindmøllepark havde i høringsperioden mulighed for at indsende ideer og forslag til, hvad der skal indgå i miljøvurderingen af planen for Kriegers Flak II Havvindmøllepark. 

I samme periode blev der foretaget en høring af nabostater (Tyskland, Sverige og Norge) over planens grænseoverskridende miljøpåvirkninger (Espoo-høring) i henhold til Espoo-konventionen.

Høringsmaterialet fra den 1. offentlighedsfase finder du under "Høringsmateriale" nedenfor.

Efter høringen har Energistyrelsen bl.a. på baggrund af høringssvarene besluttet, hvilke emner og miljøpåvirkninger, der skal belyses i miljøvurderingen af planen for Kriegers Flak II Havvindmøllepark.

2. offentlighedsfase

I forbindelse med udarbejdelsen af udkast til plan for Kattegat og Kriegers Flak II med ledsagende miljørapport, gennemfører Energistyrelsen 2. offentlighedsfase i perioden fra den 1. maj – 26. juni 2024 kl. 12.00.

Miljøvurderingen skal sikre, at der på et overordnet niveau tages stilling til de sandsynlige væsentlige miljøpåvirkninger, der kan forekomme ved realisering af plan for Kattegat og Kriegers Flak II Havvindmøllepark. Miljørapporten inkluderer både vurderinger af påvirkningerne af miljøet på havet og på land. Høringsmaterialet kan findes nedenfor og på høringsportalen.

Alle med interesse for planens realisering har hér mulighed for at kommentere udkast til plan for Kattegat og Kriegers Flak II og den ledsagende miljørapport og stille spørgsmål. Du kan sende dit høringssvar til kg2kf2@ens.dk til og med den 26. juni 2024 kl. 12.00.

I forbindelse med høringen blev der den 14. maj fra 16.30 - 18.30 på Rødvig Kro, Østersøvej 8, 4673 Rødvig Stevns afholdt borgermøde, hvor miljørapportens resultater ang. Kriegers Flak II blev præsenteret. 

Slides fra borgermødet

Høringsmateriale vedr. miljøvurdering af plan for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

2. offentlighedsfase af miljøvurdering af planen for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

 

Høringsmateriale for den 1. offentlighedsfase vedr. miljøvurdering af plan for Kriegers Flak II

Ideoplæg - Kriegers Flak II

Udkast til afgrænsning af miljøvurdering af Plan for Kriegers Flak II

Udkast til plan for Kriegers Flak II

Høringsnotat – 1. offentlighedsfase vedr. miljøvurdering af plan for Kattegat og Kriegers Flak II

Espoo-consultation

Konzeptpapier - Kriegers Flak II

Scoping-Entwurf zur Umweltprüfung des Plans Kriegers Flak II

Planskizze für Kriegers Flak II

Planområde (kort og koordinater) 

Kort over planområderne samt forventet nettilslutningspunkter

Kort over planområdet for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Koordinater for planområdet for Kriegers Flak II

GIS-filer for planens havdel - Kriegers Flak II

Miljøkonsekvensvurdering af det konkrete projekt (VVM)

Der vil ud over miljøvurderingen af planen også skulle foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af det konkrete projekt på havet og på land, hvor offentligheden også vil blive inddraget via høringer. Den konkrete miljøvurdering af anlæg på havet gennemføres af havvindmølleejeren. 

Baggrund for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har med et bredt flertal af Folketingets partier (Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet) den 30. maj 2023 indgået en tillægsaftale om udbudsrammer, som fastlægger endelig placering og rammer for udbygning af minimum 9 GW havvind inden udgangen af 2030 (udgangen af 2029 for Hesselø Havvindmøllepark). Tillægsaftalen om udbygningen med minimum 6 GW og 3 GW ved Energiø Bornholm er en opfølgning på flere politiske aftaler om udbygningen med havvind i Danmark, herunder Klimaaftale for energi og industri mv. 2020, Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 og aftale om Energiø Bornholm 2022. Samtlige politiske aftaler kan tilgås via kefm.dk.

Valg af områder for de politiske aftaler er besluttet på baggrund af en finscreening af havområder i 2022, der påviste attraktive områder for opstilling af havvindmølleparker. Dette drejer sig om områder i Nordsøen (området Nordsøen I), Kattegat (området Kattegat, tidligere kaldt ”Kattegat II”) og Østersøen (området Kriegers Flak II), samt den nye placering af Hesselø Havvindmøllepark i Kattegat.

Finscreeningrapport

Yderligere finscreeninger samt andre baggrundsanalyser for danske havvindmølleparker forefindes under planlægning af fremtidens havvindmølleparker.

Nyheder

Læs pressemeddelelse af 1. maj 2024
Energistyrelsen sætter anden offentlighedsfase af planen for havvindmølleparkerne Kattegat og Kriegers Flak II i gang.

Læs pressemeddelelse af 30. juni 2023
Energistyrelsen inviterer til markedsdialog om betingelser for minimum 9 GW ny havvind senest i 2030.

Læs pressemeddelelse af 6. marts 2023
Energistyrelsen åbner for ideer til miljøvurderingen af planen for havvindmølleparker i områderne Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II.

Læs pressemeddelelse af 16. december 2022
Energistyrelsen har givet Energinet tilladelse til at udføre forundersøgelser på havet for Kattegat II, Kriegers Flak II samt for den nye placering af Hesselø Havvindmøllepark.

Læs pressemeddelelse af 30. juni 2022
Energinet har fået pålæg om at igangsætte forundersøgelser for områderne Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II, samt for den nye placering af Hesselø Havvindmøllepark.

Kontakt vedr. miljøvurderingen af planen for Kriegers Flak II Havvindmøllepark

Randi Lucie Aliaga
Specialkonsulent (+45) 3392 7835
Anders Møller Jørgensen
Fuldmægtig (+45) 3395 5113

Kontakt vedr. udbud

Else Marie Jakobsen
Chefkonsulent (+45) 3395 5144